23948sdkhjf

Vil aflive afmatning i boligbyggeriet i København

Afmatningen, det københavnske boligmarked oplevede i 2022, fortsatte i 2023. At vende udviklingen bliver et fokuspunkt i en ny kommunalplan

Boligbyggeriet har lidt et knæk i København.

Efter flere år, hvor der er bygget historisk mange boliger, faldt byggeaktiviteten i 2022. Nu viser spritnye tal, at byggeaktiviteten sidste år var på niveau med 2022. Med andre ord er afmatning i det københavnske boligmarked fortsat.

Den udvikling skal vendes, lyder det fra overborgmester i Københavns Kommune, Sophie Hæstorp Andersen (S).

- Vi er nødt til at få bygget langt flere boliger, hvis vi skal sikre, at københavnske familier og vores børn skal kunne blive boende og trives i byen. Den udvikling, vi ser lige nu, må ikke bide sig fast, siger hun i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Derfor bliver vi nødt til at forholde os til, hvordan vi udvider byen på en klog måde, så vi får skabt plads og boliger til københavnerne. Det bliver opgaven, når vi senere på året skal vedtage en ny kommuneplan.

Overborgmesteren peger dermed på, at Københavns Borgerrepræsentation i år skal tage stilling til byens udvikling de kommende tolv år, når der skal vedtages en ny kommuneplan.

Fremskrivningerne viser ifølge Københavns Kommune, at befolkningsvæksten fortsætter, så der bliver behov for 40.000 nye boliger frem mod 2036.

I 2023 blev der bygget 3.916 nye boliger mod 4.047 i 2022. Sammenlagt er det cirka 4.000 færre boliger end de foregående to år tilsammen. Det er især opførelsen af de almene boliger og andelsboliger, der halter efter.

Ser man på, hvor der bliver bygget mest, er det især i bydelene Amager Vest og Vesterbro/Kgs. Enghave, hvor de nye byudviklingsområder Ørestad og Carlsberg Byen ligger. Knap halvdelen af de nyopførte boliger i 2023 er opført i de to bydele. I den modsatte ende af skalaen finder man Valby og Vanløse. Her er der opført færrest nye boliger i 2023.

Boligbyggeri i Københvn

• I 2022 og 2023 blev der tilsammen opført 7.963 nye boliger i København. I de foregående to år i 2020 og 2021 blev der opført sammenlagt 11.994. Samlet set er der de seneste ti år opført omkring 48.000 nye boliger i København.

• Frem mod 2050 ventes København at vokse med knap 100.000 nye borgere. Det giver et forventet behov for 64.000 nye boliger frem mod 2050, men dertil kommer et efterslæb i boligbyggeriet efter finanskrisen, hvor kommunen er vokset med flere familier end boliger.

• Københavns Kommune skaber med sin planlægning muligheder og rammer for byggeriet, men kommunen kan ikke selv bygge boliger og kan heller ikke pålægge private aktører, grundejere eller andre til at igangsætte byggeriet af boliger.

Kilde: Københavns Kommune

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094