Kreditorer kræver 179 millioner fra Nordic Waste
Der er indtil videre anmeldt krav for 179 mio. kr. i konkursboet til jordrensningsvirksomheden Nordic Waste.
Det fremgår af den første redegørelse fra kuratorerne i konkursboet, som også afslører, at der er ikke mange værdier i den konkursramte virksomhed.
I redegørelsen fremgår det, at kuratorerne på nuværende tidspunkt er bekendt med aktiver for godt 724.000 kr.
Det omhandler blandt andet syv kvæg, et hegn og en foderhæk, som kuratorerne har solgt for 30.000 kr.
Derudover er det største aktiv i selskabet en række personbiler, som er blevet realiseret for 365.000 kr.
Det fremgår ikke i redegørelsen, hvilke kreditorer der har rejst krav på de 179 mio. kr., og hvordan kravene er fordelt.
I forbindelse med behandlingen af Nordic Wastes konkurs i slutningen af januar skønnede kreditorerne, at de havde cirka 200 mio. kr. til gode.
Her fremgik det af retsbogen, at tre selskaber med samme hovedaktionærer som Nordic Waste samlet set krævede over 100 mio. kr. af det konkursramte selskab.
Derudover havde Randers Kommune opgjort sit krav til 83 mio. kr. plus moms.
På daværende tidspunkt lød det fra en af kuratorerne i konkursboet, Anders Hoffmann Kønigsfeldt, at kravet kunne stige dag for dag, fordi regningen for afværgearbejdet, som Randers Kommune har stået med, ligeledes steg.
Randers Kommune har tidligere oplyst, at man i den første tid, efter at Nordic Waste forlod skadestedet, havde haft udgifter på 100 mio. kr. til at håndtere afværgeforanstaltninger.
Nordic Waste forlod opgaven med at få jordskreddet ved Ølst nær Randers under kontrol den 19. december. Tre dage senere, den 22. januar blev Nordic Waste erklæret konkurs.
Den første redegørelse i konkursboet viser, at der indtil videre aktivt er blevet anmeldt krav for 179 mio. kr., men det tal er ikke endeligt, da kreditorer forsat kan anmelde krav.
/ritzau/