23948sdkhjf

Store navne på banen til skole med 1400 elever

Byggeri København har kørt Henning Larsen, C.F. Møller og Aart i stilling til den store opgave

Der bor endnu ingen børn i skoledistriktet, men med tiden vil den nye bydel Fælledby på Amager vokse frem, og i 2031 skal den nye Fælledby Skole står klar med plads til 1400 elever.

Nu rykker Københavns Kommune nærmere på det hold af rådgivere og arkitekter, der får til opgave at forme den nye skole. Tre teams er blevet prækvalificeret til den store rådgiveropgave, fremgår det af Projektagenten, Licitationens søsterportal til overvågning af udbud og projekter.

De prækvalificerede team til Fælledby Skole

  • Henning Larsen, BBP, Lytt, Autens og Rambøll
  • C.F. Møller Architects, ABC Rådgivende Ingeniører og Learningspaces
  • Aart, JJW, Dominia, Gustin og Keingart

Kilde: Projektagenten

Fælledby Skole er en 5-sporet skole, 0.-9. klasse med fritidsordning, fritids- og juniorklub, ungeværk, idrætshal, madskole med produktionskøkken og spiseområde, samt tilhørende udearealer.

Skolens areal er brutto cirka 18.300 kvm. Hertil kommer udearealer på omkring 7.400 kvm - en væsentlig del af udearealerne til skolen forventes placeret på tag.

Som sagerne står nu, ventes byggeriet at forløbe fra 2027 til 2031.

Alt undtagen byggeprogram

Opgaven, de prækvalificerede teams dyster om, omfatter totalrådgivning i form af teknisk rådgivning og bistand vedrørende arkitekt-, landskabsarkitekt- og ingeniørarbejder på alle faser fra og med idéoplæg til gennemført 1-års eftersyn på den nye skole. Eneste undtagelse på to do-listen er det allerede udarbejdede byggeprogram.

Når der er indgået en totalentreprisekontrakt, overdrager Byggeri København sine rettigheder og forpligtelser i henhold til den nærværende aftale til den vindende totalentreprenør. Dermed bliver totalrådgiveren og samtlige underrådgivere til totalentreprenørens totalrådgiver.

På anlægsområdet har Københavns Kommune i perioden 2024- 2030 afsat 149,4 mio.kr. til tidlig opstart af den nye folkeskole i Fælledby.

Flere år i midlertidig skolebygning

Oprindeligt skulle Fælledby Skole have stået færdig i 2027, men byggeriet er ligesom den nye bydel Fælledby blevet ramt af flere forsinkelser. 

I første omgang blev tidsplanen udskudt med to år til 2029 på grund af størrelsen og typen af byggeriet samt de skærpede bæredygtighedskrav til byggerier. Der var også komplikationer i form af blandt andet forurenet jord. Efterfølgende er byggeriet blevet yderligere udskudt fra 2029 til 2031 på grund af byggestop som følge af retssager om byudviklingen på Amager Fælled.

De første mange år af deres skolegang kommer eleverne på Fælledby Skole derfor til at høre hjemme i en midlertidig skolebygning på Ørestad Boulevard på kanten af Kalvebod Fælled.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141