Efter syv års forsinkelse: Nordjyske militærfolk får nyt værksted
Omgivet af soldater og pansrede køretøjer har NCC i halvandet år arbejdet inden for en indhegning på Aalborg Kaserne.
Her har entreprenørkæmpen opført et værksted og en specialindrettet multibygning. Multibygningen består af en garage med et mandskabsafsnit samt et administrationsafsnit, der indrettes med kontorfaciliteter tiltænkt Militærpolitiet.
- Det har været spændende at arbejde på en byggeplads, der har givet et lille indblik i livet og aktiviteterne på kasernen, siger Matias Guldbæk Jørgensen, projektleder i NCC’s byggeenhed under Building Nordics i Nordjylland, i en pressemeddelelse.
- Det har både været udfordrende og givende at opføre bygningerne, som har krævet nogle særlige konstruktioner og tiltag på installationer, blandt andet fordi det nye værksted skal bruges til at servicere køretøjer, der ikke er helt almindelige, nemlig de tunge køretøjer militæret benytter, tilføjer projektlederen.
Nu er de nye bygninger formelt overdraget fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse til Trænregimentet - Hærens Center for Logistik og Forsvarets Militærpoliticenter og Forsvarets Vedligeholdelsestjeneste på Aalborg Kaserne.
Samarbejdspartnere på projektet er P+P Arkitekter som bygherrerådgiver, Viggo Madsen, Skala og WSP.
Grønne etablissementer
Da NCC præsenterede opgaven i 2022, var værdien sat til 120 mio. kr.
Arbejdet er udført som en del af udviklingen af Forsvarets ”Grønne etablissementer”, der har til formål at begrænse energiforbrug og CO2-udledning, og projektet har været tilmeldt Den Frivillige Bæredygtighedsklasse.
- Den Frivillige Bæredygtighedsklasse har betydet, at vi har indsamlet en masse information om blandt andet CO2-udledningen af transporten af byggematerialerne, vi har dokumenteret vores affaldssortering og har overvåget el- og vandforbrug med henblik på at nedbringe det, fortæller Matias Guldbæk Jørgensen.
Forsinket i flere år
Byggeriet i Aalborg er den ene del af projektet ’Grønne Etablissementer’, som skal bygge og teste grønne løsninger på to kaserner - Aalborg Kaserner og Almegårds Kaserne på Bornholm - som derefter kan videreføres og bruges på til Forsvarets øvrige kaserner i forbindelse med nybyggeri eller renovering af de eksisterende bygninger.
Projektet skulle have været afsluttet i 2017, men som Licitationen - Byggeriets Dagblad beskrev i 2022, var det kun på Bornholm, at kaserne-bygningerne er færdigrenoverede.
- Det første projekt, der blev lavet, valgte man at stoppe igen. Der var både noget økonomi, og hvorvidt det var det helt rigtige. Økonomien løb fra dem, og så valgte man at sadle om, forklarede Christian Enemark, projektchef hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, i september 2021 til Licitationen om projektet i Aalborg.