23948sdkhjf

Ejerkoncern snupper vinduesdirektør: Her er afløseren

Efter 14 år som administrerende direktør i Outline Vinduer i Farsø er det ovre. Jens Sørensen træder nemlig af hos den nordjyske vinduesproducent og rykker i stedet til den svenske ejerkoncern, Inwido. Her skal han være Senior Advisor hos Europas største vinduesproducent.

Det skriver Outline Vinduer i en pressemeddelelse.

I stedet træder den tidligere kommercielle direktør i Outline, Peter Sejling, ind som administrerende direktør efter et år i virksomheden.

- Det seneste års tid har været en unik mulighed for at lære både virksomheden, kulturen og medarbejderne godt at kende. Samtidig har jeg haft et rigtig godt parløb med Jens, hvor der har været plads til at spørge ind til alverdens ting om, hvorfor og hvordan man har grebet forskellige processer an. Jens og jeg har kendt hinanden igennem flere år, så jeg vidste, hvad jeg gik ind til, og med Jens’ store professionalisme har det været en fornøjelse at lære af ham, siger Peter Sejling.

Direktørskiftet sker 1. februar, og samme dag indtager Jens Sørensen sin nye rolle i Inwido. 

- Peter overtager en velsmurt maskine, og både han og resten af holdet er meget velforberedte på at drive virksomheden godt videre. Jeg stopper lidt med vemod, fordi jeg har været utroligt glad for min tid hos Outline. Jeg er dog også klar til at tage hul på næste fase af mit professionelle liv, hvor jeg ser frem til at bringe min erfaring og viden i spil som Senior Advisor hos Inwido, hvor jeg kommer til at bistå med specifikke opgaver bredt i koncernen, lyder det fra den nu forhenværende direktør i Outline Vinduer.

Inwido-koncernen ejer foruden Outline Vinduer en lang række virksomheder inden for branchen - heriblandt Outrup Vinduer & Døre, Bøjsø Døre & Vinduer, KPK Døre & Vinduer og Frovin Vinduer & Døre.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11