23948sdkhjf

Entreprenørgigant henter ny direktør

NCC har ansat profil fra energibranchen for at kunne konkurrere om de byggeopgaver, der opstår med den grønne omstilling

NCC har ansat Kenneth Jørgensen som områdedirektør for energi.

Han hentes fra energibranchen og skal være med til at skabe en dansk organisation dedikeret til energiprojekter. Kenneth Jørgensen har erfaring fra netop energisektoren og kommer fra en rolle som projektchef i forsyningsselskabet ’Din Forsyning Varme’ i Esbjerg.

- Jeg synes, det er rigtig spændende, at NCC har en stærk ambition om at blive en aktiv leverandør til transformationen af den danske energiproduktion med sol, vind, el og PtX. Jeg ser meget frem til opgaven med at styrke den del af organisationen, der skaber og leverer på den pipeline af projekter, der ligger i det segment, udtaler Kenneth Jørgensen i en pressemeddelelse.

Han begynder i NCC 1. marts.

Energiprojekter kommer til at fylde

Entreprenørvirksomhed vil stå stærkt i konkurrencen om de byggeopgaver, der følger med transformationen af den danske energiforsyning.

Det skal den nye direktør bidrage til, og ansættelsen skal også ses som et tegn på, at NCC satser seriøst på energisegmentet, der rummer både biogas, PtX, CO2-fangstanlæg og forskellige former for vedvarende energi.

- I NCC ser vi energisegmentet som et område, der kommer til at fylde meget i vores fremtidige ordrebøger, og vi er glade for, at det er lykkedes os at få Kenneth om bord til opgaven, udtaler Lars Ørvad Nielsen, direktør i NCC Byggeri Vest.

Kenneth Jørgensen skal ved sin ansættelse referere til Lars Ørvad Nielsen.

NCC ruster sig til omstillingen

Mange energiprojekter har ifølge NCC en størrelse og en kompleksitet, som netop passer til virksomhedens egen faglige bredde.

På koncernniveau har NCC skabt et nyt forretningsområde, GIT (Green Industry Transition), til at arbejde med de store industrielle anlæg. I Danmark fører den grønne omstilling nogle lidt andre typer projekter med sig, og derfor ruster NCC sig til omstillingen af energiforsyningen.

- I Danmark har vi fokus på de energiprojekter, der er på vej, og vi lægger kræfterne sammen på tværs af de eksisterende forretningsområder, fordi vi sammen har størrelsen og kompetencerne til at håndtere de bygge- og anlægsprojekter, der kommer med transformationen af landets energiforsyning, udtaler Palle Bjerre Rasmussen, landechef for NCC i Danmark.

NCC har tirsdag morgen offentliggjort sit regnskab for 2023, som bliver kaldt ”et godt år”. Både omsætning og indtjeningen steg for entreprenørkoncernen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125