75 idéer til 80 københavnske hektar
Konturerne tegner sig nu for 80 hektar byudvikling på Refshaleøen i København, der tidligere husede Burmeister & Wains skibsværft. Og interessen for at forme rammerne om arealerne på øen, der i dage er kendt for kultur og sit kreative miljø, er stor.
23 forslag er nu præmieret i en åbne idékonkurrence for Refshaleøen, der sigter mod den videre udvikling af området til bydel med flere boliger og arbejdspladser.
Vi er nu nået halvvejs i denne toårige proces, hvor vi skal have alle gode idéer og perspektiver på bordet Ingvar Sejr Hansen, udviklings- og salgsdirektør for By & Havn
Refshaleøens Ejendomsselskab, By & Havn og en række fagdommere har udpeget de bedste indspark blandt 75 idéforslag indleveret i konkurrencen
- Hele 75 gennemarbejdede forslag fortæller os, at Refshaleøen har en særlig plads i folks hjerter, og at mange ønsker at bidrage, når vi skal videreudvikle øen i respekt for dens mange nuværende kvaliteter, udtaler adm. direktør, Jes Transbøl, Refshaleøens Ejendomsselskab, i en pressemeddelelse.
- De 23 præmierede forslag afspejler i deres helhed den mangfoldighed, vi også har forsøgt at formulere i vores vision for, fortsætter han.
Der blev uddelt i alt 10 hovedpræmier inden for fem temaer i konkurrencen, som blev udskrevet i august 2023. Dertil kom 13 mindre præmier.
Konkurrencetemaerne kredser om store udfordringer som videreudvikling af Refshaleøens kreative miljø, transformation af ens bygninger, udviklingen af bynatur og biodiversitet samt udvikling af Refshaleøen som en blandet bydel.
Projektområdet på Refshaleøen dækker 80 af øens i alt 115 hektar. Til sammenligning dækker andre nye udviklingsområder i København som Carlsbergbyen 33 hektar, Århusgadekvarteret cirka 20 hektar og Ørestad Syd cirka 70 hektar.
Projektområdet rummer cirka 100.000 etagemeter eksisterende bygninger.
Første af to konkurrencer
- Vi er nu nået halvvejs i denne toårige proces, hvor vi skal have alle gode idéer og perspektiver på bordet. Idékonkurrencen er endnu et vigtigt skridt, og alle 75 forslag har en vigtig rolle som inspiration til den strukturplankonkurrence, vi udskriver efter sommeren 2024, siger Ingvar Sejr Hansen, udviklings- og salgsdirektør for By & Havn.
Målet er at tilføre nye lag og kvm til området på en måde, hvor man "bygger bro mellem fortid, nutid og fremtid, så̊ det fortsat er til at genkende Refshaleøen i den nye bydel".
Idékonkurrencen er den første af to store konkurrencer i processen, der skal videreudvikle Refshaleøens nuværende kvaliteter til en tæt bydel med flere boliger og arbejdspladser.