M. J. Eriksson begynder milliardprojekt
Blækket er for længst tørt på en kontrakt til 6,3 mia. kr. mellem entreprenørselskaberne M.J. Eriksson og Per Aarsleff på den ene side og affalds- og energiselskabet Vestforbrænding på den anden.
Milliardaftalen, som blev underskrevet i oktober sidste år, dækker hundredvis af kilometer fjernvarmerør på Sjælland, hvor første etape tager sin begyndelse i Herlev 31. januar.
Med det første spadestik er tages der nu hul på Vestforbrændings Varmeplan 2030 med udrulning af samlet 450 kilometer fjernvarmerør i syv kommuner til 39.000 nye kunder.
Entreprenørvirksomheden skal levere de fysiske og praktiske opgaver i forbindelse med denne del af fjernvarmeudvidelsen.
- M.J. Eriksson løfter projektet lige fra den komplekse planlægning af trafikken og dialogen med fjernvarmekunden, til grave- og rørlægningsarbejdet. Det første spadestik er begyndelsen på vores del af arbejdet i det fælles store projekt, og vi ser frem til samarbejdet og til at være en del af Danmarks største fjernvarmeprojekt, udtaler M.J. Erikssons direktør, Stig Munch-Jensen, i en pressemeddelelse.
Steen Neuchs Vedel, direktør på Vestforbrænding, lægger ikke skjul på sin begejstring over, at varmeselskabet, kommuner og entreprenør er kommet hertil, at man nu kan gå i jorden.
- Forud for dette øjeblik har alle parter arbejdet intenst på planlægning, beregninger og afdækning af muligheder for anvendelse af supplerende varmekilder og ny fjernvarmeteknologi, udtaler han.
Fjernvarmeprojekt i Herlev Kommune
Antal kilometer fjernvarmerør: 37 km (450 km i alt)
Fra vej til bygning: 12 km (150 km i alt)
Estimeret antal husstande: 2.800 (39.000 i alt)
Varmevekslerstationer: 2 (30 i alt)
Estimeret mængde jord, der skal flyttes: 29.000 kbm (350.000 kbm)
Kilde: Vestforbrænding