Højesteret frifinder kommune for grusgigants påstand om usaglighed
Opdateret kl. 14:48 med yderligere information om sagens forløb
Højesteret har onsdag sat punktum i en mere end fire år lang strid mellem Faxe Kommune og råstofvirksomheden Nymølle Stenindustrier og frifundet kommunen for påstand om usaglig sagsbehandling.
Nymølle Stenindustrier, som driver flere grusgrave, har i tre retsinstanser forsøgt at få tilsidesat en afgørelse fra kommunen om afslag på at udføre såkaldt grundvandssænkning ved en grusgrav ved Bjerrede.
En af politikerne i det kommunale udvalg, som traf afgørelse i sagen, var ifølge virksomheden inhabil på grund af personlige interesser i sagen, og afslaget var usagligt, lød påstanden.
Sagen drejer sig om en ansøgning om at udvinde 100.000 kubikmeter grus og sand fra et område i Bjerrede på Østsjælland. Råstofferne befinder sig under grundvandsspejlet, og udvinding ville derfor resultere i en sænkning af spejlet.
Den slags spørgsmål behandles i Faxe Kommune af Teknik- og Miljøudvalget, og her sagde man i november 2019 nej. Begrundelsen henviste til vandforsyningsloven og hensynet til kvaliteten af grundvandet i området.
Men i udvalget, som traf afgørelsen, sad venstremanden Henrik Aakast. Han var modstander af en grusgrav i området og havde blandt andet siddet i bestyrelsen for Foreningen mod Grusgrav i Bjerrede.
Aakast var i 2018 desuden medunderskriver på et høringssvar til Region Sjælland, som skulle give den overordnede tilladelse til råstofudvinding, at det ville kunne påvirke hans families økonomi drastisk.
Grusvirksomheden mente på den baggrund, at Aakast måtte anses for inhabil, og indbragte derfor kommunens afgørelse for domstolene.
Retten i Næstved skrev i sin afgørelse i juli 2021, at Henrik Aakast havde en så "væsentlig og direkte personlig økonomisk interesse i, om der blev meddelt tilladelse, at der ud fra en generel vurdering må anses at være risiko for, at han ville kunne lade sig påvirke heraf ved sin stillingtagen".
Østre Landsret var i oktober 2022 helt uenig, og også Højesteret fejer spørgsmålet om inhabilitet af banen. Den økonomiske påvirkning af Aakasts privatøkonomi - hvis der måtte være en sådan - var ikke af afgørende betydning, lyder det.
Derudover bemærker Højesteret, at der er tale om en mindre kommune, hvor mange af de beslutninger, som træffes om for eksempel anvendelse af konkrete arealer, "må forventes jævnligt at kunne berøre kommunalbestyrelsens medlemmer i større eller mindre grad".
Under byretssagen kom det frem, at Nymølle Stenindustrier ville forlange 40 millioner kroner i erstatning fra Faxe Kommune til at dække det tab, som virksomheden havde lidt på grund af kommunens afgørelse.
Men med Højesterets dom er det i stedet virksomheden, som må til lommerne. Højesteret har dømt virksomheden til at betale modpartens sagsomkostninger på 150.000 kroner.
Hertil kommer de sagsomkostninger på sammenlagt 300.000 kroner, som virksomheden i landsretten blev dømt til at betale til modparten efter behandlingen i by- og landsret.
/ritzau/