23948sdkhjf

Indvielse af bæredygtigt miljøcenter i Nordhavn

Entreprenørvirksomheden Jönsson står bag opførelsen af Danmarks første DGNB-certificerede hus i Nordhavn.
For nyligt var der indvielse af KMC Nordhavn, eller Kamelen, som bygningen hedder i folkemunde. KMC Nordhavn deponerer jord fra Københavns projekter, som skal være med til at udvide Nordhavnen med cirka 1 mio. kvadratmeter.

Bygningen producerer mere energi, end den forbruger og viser ifølge entreprenøren et vigtigt eksempel på, hvordan man skal bygge bæredygtigt i København.

- Alle typer bæredygtighed er tænkt ind i projektet, herunder deponering, klimatilpasning og udvidelse af bydelen. KMC Nordhavn er et nyskabende projekt, der understreger visionen for det fremtidige København, siger Ayfer Baykal, teknik- og miljøborgmester i København.

Fremtidsorienteret byggeri
Cirka 18 mio. tons jord, svarende til et rumareal fra bunden af Rådhuspladsen til toppen af Rådhustårnet, skal udgøre det nye havneareal, hvor mange af Københavns fremtidige boliger skal placeres. Landvindingen forventes afsluttet i 2025.

Netop fremtidsperspektivet er vigtigt, mener Jens Kramer Mikkelsen, direktør for By & Havn, og at der skabes en kobling mellem historie og fremtid:

- Vi er på spidsen af Københavns udvikling. Vi bygger på skuldrene af det, vores forfædre har lavet, ligesom fremtiden vil bygge på vores skuldre. I fremtiden vil man bygge anderledes end nu, men forhåbentlig har vi her skabt et byggeri, der understøtter måden, man vil bygge på i fremtiden.

- KMC Nordhavn muliggør, at byen kan vokse og signalerer visionen for vores planer på kort og lang sigt. Men vi må ikke tro, at vi har nået det højeste stadie inden for bæredygtighed. Vi tænker nok nyt om nogle år, siger Jens Kramer Mikkelsen.

Tysk miljømærkning
Bygningen opnåede en bronze-certificering og en score for en miljømæssig kvalitet, som ligger tæt på guld-niveau. DGNB miljømærkningen stammer fra Tyskland og har til formål at sammenligne individuelle bygninger ud fra kriterier omkring bygningens livscyklus.

DGNB’s bygningsrelaterede kategorier består af miljømæssig, økonomisk, social, teknisk og procesmæssig kvalitet. Den danske version af DGNB administreres af Green Building Council Denmark.

Fakta:
Hovedentreprenør: Jönsson
Bygherre: By & Havn
Arkitekt: Christensen & Co arkitekter
Ingeniører: Grontmij
Størrelse: 1.763 etagemeter
Udførelsesperiode: juli 2012 – april 2013
Entreprisesum: 28,7 mio. kr.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094