Ny bydel kræver nytænkning i anlægsarbejdet
Universitetsbyen er et af de største byggeprojekter i Aarhus for tiden, og den nye bydel forventes at blive et knudepunkt med masser af liv, når universitetets campus-område inviterer resten af byen inden for. Centralt i projektet er et 700 meter langt torv, der kommer til at fungere som hovedakse og gågade gennem området. På hele området skal lægges klinker, der harmonerer med den prisvindende arkitektur i området, og den opgave står anlægsentreprenøren Dan Jord A/S for, hvor projektleder Bjarke Bruun Rolfing har været med fra start:
“Det er brolægning på højt niveau, blandt andet skal der lægges klinker i sildebens-forbandt på 1.700 m2 vejbane, og derfor satser vi på en ny teknologi med en hollandsk læggemaskine for at optimere arbejdsmiljøet for vores brolæggere.”
Leverer totalløsning
Som en af landets store anlægsentreprenører har Dan Jord A/S mange forskellige kompetencer i huset, og det er en fordel for bygherren, der slipper for en skov af underentreprenører.
“Vi kan tage os af stort set alt i projektet. I området ved Katrinebjerg uden for Universitetsbyen leverer vi bl.a. regnvandskloak, vand- og el-forsyning, jordflytning, skovrydning, bundarbejde, opfyldning, klinker, stålkanter, vandrender, bede, beplantning, træer og inventar mm. Da der er mange interessenter i dette projekt, kræver det god koordinering og kommunikation, og det har vi stor erfaring med,” siger Bjarke Bruun Rolfing. |
Eksperter i multibaner
Dan Jord A/S arbejder primært i Jylland, men tager specialopgaver over hele landet, bl.a. når det gælder kunstgræsbaner på superliganiveau. I forbindelse med det nye hovedstrøg i Universitetsbyen etablerer Dan Jord A/S også en multifunktionel aktivitetsplads med legeplads og baner til basket, fodbold m.m. I dette tilfælde har man dog valgt en anden løsning end kunstgræs som belægning, nemlig kork.
“Det er helt nyt i Danmark, men det skulle kunne fungere lige så godt – og så er det en mere bæredygtig løsning,” siger Bjarke Bruun Rolfing.
Nyudviklet jord til LAR
I forbindelse med anlægsarbejdet har man også på Dan Jords eget laboratorium udviklet en helt ny type jord, der er mere permeabel end normalt. Den skal anvendes til at etablere LAR-løsning i bedene på torvet.
“Det er et spændende pilotptojekt, hvor vi har eksperimenteret en del for at nå frem til resultatet. Vi håber, at kunne bruge det fremadrettet, for der er meget fokus på LAR netop nu.”
Det er bygherren FEAS (et datterselskab af Aarhus Universitets Forskningsfond), der har iværksat det omfattende bygge- og renoveringsprojekt Universitetsbyen, der forventes at løbe frem til 2028. Dan Jords del af projektet påbegyndtes i september 2023 og ventes at løbe frem til sommer 2024.
FAKTA: Dan Jord A/S
Dan Jord A/S er professionel anlægsentreprenør med kompetencer inden for bl.a. jord- og kloak, brolægning, fjernvarme og LAR. Virksomheden har hovedsæde i Aarhus og har ca. 200 medarbejdere, der arbejder på projekter i det meste af landet. Dan Jord har desuden eget jordlaboratorium og egen landmåler.
Se mere på www.danjord.dk