Nyetablerede tegnestuer får chancen i fem konkurrencer
Arkitektur og kunst skal styrke ni udvalgte steder i Danmarks landkommunerne. Sådan lyder ambitionen bag kampagnen Stedet Tæller X, hvor nyetablerede tegnestuer kan melde sig på banen i åbne idékonkurrencer til kampagnens fem arkitekturprojekter.
Inden sommerferien blev der udvalgt ni særlige steder, som Ny Carlsbergfondet og Realdania sammen med lokale bygherrer vil arbejde videre med i kampagnen. Fem af de ni steder udgør kampagnens arkitekturspor, mens de sidste fire får støtte i et kombineret kunst- og arkitekturspor.
De fem projekter i Stedet Tæller X
Brolandingen i Hadsund sans naturen, mærk historien
Brolandingen skal være et attraktivt lokalt møde- og opholdssted – en rekreativ havnepark - hvor man kan opleve det, enhver Hadsundborger elsker og er stolt over; fjorden, naturen og historien om broen som bindeled på tværs.
Flyndersø Mølle Naturparkcenter
Flyndersø Mølle og arealet omkring skal transformeres, så besøgende bliver ledt videre ud i landskabet.
Phoenix Mølle på Langeland– Lindelse Mølle rejser sig igen
En staldruin skal blive til et frivilligdrevet besøgsmål, der danner ramme for fællesskab i lokalområdet, og som tilbyder en særlig oplevelse på Langeland.
Langør Havn – Længslernes bugt
I Langør Havn ved Stavns fjord skal der skabes et oplevelsesmiljø. Miljøet skal bringe kulturhistorien, naturen, det maritime miljø og den moderne havnedrift sammen til glæde for de fastboende, lystsejlere og andre gæster.
Enestående naturoplevelser ved Slivsø syd for Haderslev
Ideen er at skabe en sammenhængende og attraktiv naturoplevelse, der visuelt og formidlingsmæssigt åbner stedet for de besøgende.
Kilde: Realdania
Konkurrencerne er for tegnestuer og arkitektrådgivere, som er etableret i 2016 eller derefter. Interesserede arkitekter og rådgivere har frem til den 1. december 2023 til at tilkendegive deres interesse i idékonkurrencen.
Et bedømmelsesudvalg vil fra den 8. februar til den 1. maj 2024 forholde sig til de indkomne forslag, og den 2. maj 2024 bliver vinderprojekterne offentliggjort.
Herefter følger en periode med udvikling og projektering af de fem projekter, inden realisering begynder i 2024/2025.
Stedet Tæller X
Stedet Tæller X er en kampagne for alle, der vil dyrke det særlige ved det lokale sted. For bygningsejere og lodsejere, foreninger og ildsjæle, der vil styrke de lokale kendetegn. Dét, der ikke lige kan flyttes og som er tæt på umuligt at kopiere. Dét, der giver stedet X-faktor.
De har budt ind med deres særlige steder og ideer, der bygger oven på, udvikler eller gør stedets kvaliteter tilgængelige. Det kan være i en landsby eller en kystby. Det kan være ved vandet, eller inde i landet. Det kan være i en eksisterende bygning eller et sted i naturen.