Holstebro-entreprenør på arbejde i Bredebro
Broen over Brede Å ved Bredebro erstattes nu af en bredere og stærkere bro. Entreprisen er gået til murer- og entreprenørfirmaet Kaj Bech A/S.
Entreprisen på projektet er gået til Kaj Bech A/S, og rådgiver er COWI, oplyser fagkoordinator ved Tønder Kommune, Christian Kjær-Andersen, til Building Supply.
Arbejde til slutningen af oktober
Arbejdet med udskiftning af broen udføres i perioden fra uge 31 til uge 44. Men allerede i uge 27 går forberedelserne til det omfattende broarbejde i gang, oplyser vejingeniør Miroslav Guzina fra Tønder Kommune.
I forbindelse med broudskiftningen etableres der en ny dobbeltrettet cykelsti langs Brogade fra rundkørslen ved rute 11 til Harresvej. Cykelstien bliver 2,5 meter bred. Der kommer også en ny stikrydsning øst for Harresvej, hvor den nye cykelsti tilsluttes den eksisterende cykelbane på modsatte side af Brogade.
Den nye bro over Brede Å bliver væsentlig stærkere end den nuværende, og det betyder, at den eksisterende vægtbegrænsning på max. 10 ton akseltryk kan ophæves.
I hele anlægsperioden fra mandag den 29. juli til mandag den 4. november vil Brogade være spærret for biltrafik. Der etableres derfor omkørsel for bilisterne via Hovedgaden, Langagervej, Visbyvej, Abterpvej og Harresvej. Cyklisterne og gående kan derimod krydse åen via en midlertidig stilladsbro, som opsættes i vejens sydøstside.