23948sdkhjf

Himmerland Boligforening skal hjælpe kollega med stor renovering

Ærlig direktør fortæller, at det almene boligselskab ikke har ressourcer til at håndtere renoveringen af 115 boliger

Udskiftning af vinduer, døre, altaner og ventilationsanlæg i 115 lejligheder samt etablering af 34 tilgængelighedsboliger på Riishøjsvej i Aalborg overstiger de nuværende kapaciteter for det almene boligselskab Plus Bolig.

Derfor har Plus Bolig indgået en aftale med den store boligorganisation Himmerland Boligforening om, at Himmerland skal varetage projektledelsen som byggeforretningsfører for den nødvendige renovering af boligafdelingen på Riishøjsvej.

- Aftalen med Himmerland er indgået, da vi pt ikke har ressourcer til at håndtere sagen selv, og derfor er vi meget tilfredse med aftalen, udtaler Mette Bach Kjær, direktør for Plus Bolig, i en pressemeddelelse.

- Himmerland Boligforening har den nødvendige erfaring og ekspertise til at sikre, at denne byggesag udføres på højeste niveau, og at vores beboere får de boliger, de fortjener. Vi har tillid til, at vi med den strategiske aftale har fundet bedste løsning for både Plus Bolig og beboerne på nuværende tidspunkt, fortsætter hun.

Entreprenør på trapperne

Boligerne på Riishøjsvej blev opført i 1956, og der er ikke foretaget ændringer i boligmassen siden opførelsen. Størrelser, indretning og boligantal er derfor uændret. Renoveringen omfatter udskiftning af nye vinduer, døre, altaner, radiatorer og ventilationsanlæg. Derudover omdannes 34 ud af de 115 boliger til tilgængelighedsboliger, hvilket forbedrer forholdene for handicappede og seniorer.

Hovedentreprisen anslås at koste omkring 65 mio. kr., og valget af entreprenør forventes at være på trapperne. Det fremgår af Projektagenten, Licitationens søsterportal, der overvåger udbud og projekter.

Som en del af renoveringsprojektet vil de grønne områder også blive forbedret med fokus på biodiversitet og fællesskab.

Renoveringen forventes at blive afsluttet i slutningen af 2025.

Holder fast i andre byggesager

Himmerland Boligforening er tidligere blevet præmieret for renoveringer af almene boliger i Aalborg Øst, herunder med EU-prisen "The New European Bauhaus Prizes" samt Aalborg Kommunes Arkitekturpris.

- Vi har erfaring fra lignende projekter og glæder os til at afprøve en ny samarbejdsform med en tæt kollega i branchen. Derfor går vi til opgaven med ydmyghed, og vi er meget stolte over, at Plus Bolig har valgt at lave en aftale med os, siger Claus Bjørton, vicedirektør for Himmerland Boligforening.

Mens Himmerland Boligforening overtager projektledelsen på Riishøjsvej, vil Plus Bolig fortsat have sin byggeafdeling til at varetage organisationens øvrige byggesager.

Renoveringen af Riishøjsvej involverer genhusning af beboerne, hvilket Plus Bolig også vil være ansvarlig for.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109