23948sdkhjf

NCC skal bygge svømmecenter for trecifret millionbeløb

Ved siden af Idrætscenter Vendsyssel og Vrå Skole skal NCC opføre svømmecenter i totalentreprise

- Vi bygger et af Nordjyllands mest moderne svømmecentre. 

Sådan lyder meldingen fra Alex Rasmussen, der er centerdirektør for Idrætscenter Vendsyssel. 

Til at stå for opgaven er NCC valgt som totalentreprenør. Entreprenøren skal opføre en svømmehal med 25 meter bassin med otte baner, morskabsbassin med vandrutchebane og wellnessafdeling. 

Totalentreprisen er på cirka 120 mio. kr.

Svømmecenteret opføres på den vestlige del af Idrætscenter Vendsyssels grønne areal - delvist hen over en eksisterende opvisnings­bane, som flyttes mod øst. 

Tennisbanerne forbliver på nuværende placering, og der gøres forberedelser til at placere et padeltennisanlæg med to double-baner og et holdrum til crossfit.

Café og foyer udvides mod nord med udsyn til fodboldbanerne udenfor samt svømmecentrets morskabsbassin og 25 meter bassin indenfor. 

"For at skabe sammenhængskraft i det nye idrætscenter skal der skabes fysisk forbindelse mellem det eksisterende Idrætscenter og det nye svømmecenter", lyder det i en pressemeddelelse fra NCC.

En krævende opgave

Ifølge Jakob Søe Lundgaard, områdedirektør i NCC's byggeenhed i Nordjylland, er det ikke sådan bare lige at bygge en svømmehal. Det stiller store krav i alle faser af byggeriet, "da konstruktioner og belastninger på materialer i den type miljø er meget krævende", fortæller han og fortsætter:

- Det stiller store krav til vores faglige kunnen og kræver kendskab til de kritiske områder i betonarbejdet, og vi glæder os over at få muligheden for igen at udnytte de kompetencer.

Det er netop ikke første gang, NCC opfører en svømmehal. Entreprenøren har tidligere opført svømmehallen i Gigantium i Aalborg, der er tegnet af Arkitektfirmaet Kjaer & Richter. 

Kjaer & Richter har også slået stregerne til svømmecenteret i Vrå, hvor ingeniørrådgiver er Brix & Kamp

Svømmecenteret opføres som en bærende limtræskonstruktion. Tagbelægningen udføres i grå/metalliske metalplader, og den nordlige gavl udføres i glas og med en perforeret sinusplade. 

Arbejdet begynder til marts 2024, og svømmecentret forventes at stå klar til brug i foråret 2026.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094