Regionrådsformand efter Martin Kjærs opsigelse: Der er kommet flere henvendelser
Jagten på en ny projektdirektør til Nyt Aalborg Universitetshospital er i gang, efter Martin Kjær i sidste uge valgte at opsige sin stilling. Posten overtog han i april 20222 efter Niels Uhrenfeldt.
Ifølge regionrådsformand Mads Duedahl (V) er det ikke "supermand", de kommer til at efterspørge. Det skriver TV2 Nord.
Over for mediet oplyser han, at det selvfølgelig altid er ærgerligt at miste en direktør midt i processen, men at han er fortrøstningsfuld, når det kommer til at finde en ny:
- Vi har allerede fået op til flere henvendelser fra folk, der kan understøtte og hjælpe projektet. Der er jo rigtig mange af dem, for hvem det vil være hjerteblod at hjælpe Nordjylland videre til måske det vigtigste byggeri nogensinde i vores region.
Han tilføjer, at den kommende projektdirektør ikke kommer til at stå alene men har "et rigtig godt hold af mennesker, der præsterer hver dag".
Har ikke fortrudt
På LinkedIn har Martin Kjær sat ord på opsigelsen. Her lyder det blandt andet, at han ikke har fortrudt udfordringen, at han har erfaret, at det offentlige og det private erhvervsliv er "to vidt forskellige verdner", at det har været "surrealistisk" at se sig selv i medierne, og at han ikke forlader ikke et byggeri i kaos.
- Tværtimod, skriver Martin Kjær og fortsætter:
- NAU står et godt sted i dag, og selvom der er massive udfordringer, så sidder der i dag et særdeles kompetent hold af egne/eksterne ressourcer - NAU er i gode hænder. NAU er ikke gået galt - det er startet helt forkert, og det kræver mod at anerkende og lave om og den nødvendige turn-around er nu lavet.
NAU er indtil videre seks år forsinket og har overskredet budgettet med 1,4 mia. kr.