Husbygger får pensionsboss som bestyrelsesformand
Tidligere topchef i pensionsselskabet PFA bliver formand for ejendomsudviklings- og investeringsselskabet Home.Earths nye bestyrelse.
Der er tale om Allan Polack, skriver Børsen.
Han har de senere år beskæftiget sig fuldtid med bestyrelsesarbejde i flere større danske finansvirksomheder.
- Jeg er draget af deres setup, hvor de går hele vejen med bæredygtighed – både i henhold til CO2, men også i det sociale aspekt, hvor folk skal have råd til at bo i boligerne, siger han om Home.Earth til avisen.
Ved siden af Home.Earth sidder han også i bestyrelsen hos Danske Bank og Simcorp.
Home.Earth blev stiftet i januar 2021 af Rasmus Nørgaard, der er en af grundlæggerne af Nrep. Virksomheden har hovedsæde på Amager.
Ejerkredsen tæller foruden Rasmus Nørgaard blandt andre tidligere partner i arkitektfirmaet 3XN, Kasper Guldager.
Ud over Allan Polack har Home.Earth hentet både den hollandske ejendomsmæglerleder Nicole Maarsen og Gustaf Lilliehöök, der er partner hos Nrep, ind til bestyrelsen.