DNA i 2.900 år gammel mursten overrasker forskere
Forskere fra Københavns Universitet, Nationalmuseet, Aalborg Universitet og Oxford Universitet har i et nyt studie udtaget prøver fra kernen af en 2.900 år gammel mursten. Og til deres store overraskelse viste analysen af prøverne, at der i murstenen er blevet bevaret forhistorisk DNA i leret.
Studiet er offentliggjort i tidsskriftet Scientific Reports.
Det var dertil muligt at identificere 34 unikke taksonomiske grupper af planter, som er en form for klassifikation af alle kendte planter.
Murstenen blev fundet i den nordirakiske by Nimrud.
Fordi prøverne kom fra murstenens indre kerne, har de været beskyttet mod forurening fra moderne DNA fra omverdenen.
Dette gav altså forskerne fra Københavns Universitet og Nationalmuseet mulighed for, i samarbejde med kolleger fra Aalborg Universitet og Oxford Universitet, at forsøge at udtrække og beskrive gammelt DNA fra leret.
Den nye analysemetode vil kunne give klimaforskere, biologer og arkæologer et unikt indblik i biodiversiteten fra et specifikt område og tidspunkt i oldtiden, fremgår det.
Ifølge Troels Pank Arbøll, der er førsteforfatter på studiet og assyriolog, som er videnskaben om oldtidens kultur, sprog og historie i Mesopotamien, og biolog Sophie Lund Rasmussen, var DNA-prøverne ikke i en stand, der gjorde det muligt med sikkerhed at kunne bestemme planterne på artsniveau.
Men det, at det overhovedet er muligt at uddrage DNA af en mursten fra oldtiden, vidner om et stort potentiale for fremtidig forskning.
- Det viser, at der er store perspektiver i denne metode, fordi den potentielt gør det muligt at få indblik i biodiversiteten i et udvalgt geografisk område på et specifikt tidspunkt i historien, siger Troels Pank Arbøll.
Han tilføjer, at metoden giver et relevant perspektiv til det store fokus på biodiversitetstab som en ny kilde til sammenligning.
Troels Pank Arbøll påpeger, at studiet har visse begrænsninger i forhold til, at DNA-fundene, ud fra et forsigtighedsprincip, er beskrevet på et overordnet niveau, og plantearterne dermed ikke kunne identificeres med den nødvendige videnskabelige sikkerhed.
