Femern-byggeri genbruger vandet fra tunnelfabrik
Som det første anlægsprojekt i Danmark sikrer et renseanlæg på tunnelfabrikken i Rødbyhavn,
at al vand efter støbningen af elementer til Femern Bælt-tunnelen bliver genbrugt som vaskevand
til blandt andet støbeforme.
Det oplyser Femern A/S i en pressemeddelelse.
Der skal bruges vand til at støbe de enorme tunnelelementer til den 18 km lange Femern
Bælt-tunnel mellem Danmark og Tyskland. Både til selve betonen og til at rense støbeformene,
så de kan blive gjort klar til den næste støbning.
For at spare mest muligt på vandforbruget har tunnelkonsortiet Femern Link Contractors, FLC,
som de første i Danmark indrettet et stort vandrensningsanlæg på tunnelfabrikken i Rødbyhavn.
- Vi genbruger 100 pct. af vandet fra rengøringen efter støbningen. Vi opsamler det hver gang,
og genbruger det flere gange som vaskevand til støbeforme, gulve, lastbiler og dumpere. Det
bliver også brugt til at holde de støbte betonsegmenter fugtige, mens de hærder, siger Anders
Wede, Construction Manager i Femern A/S.
Anvender regnvand
Rensningsanlægget opsamler al vandet fra afvaskningen af støbeformene og pumperør efter
endt støbning og filtrerer cementrester og andre materialer fra. Derpå sendes vandet retur i systemet,
så det kan genbruges som vaskevand til støbeformene og andet materiel.
Det løber op i betydelige mængder af sparet vand, som entreprenøren ellers skulle hente fra
vandværket og derefter udlede til det lokale rensningsanlæg efter endt brug, skriver Femern A/S.
Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvor meget vand som anvendes til støberiet, men Femern A/S oplyser i en mail, at renseanlægget kan håndtere 36 kubikmeter i timen.
Støbningen af tunnelelementer er netop gået i gang på den første af i alt seks produktionslinjer
på tunnelfabrikken.
Når alle linjer er i drift, vil der være behov for mere vaskevand, end der kan
indhentes alene ved genbrug. Derfor opsamles også regnvandet fra de store tage på tunnelfabrikken
i bassiner.
Efter en tur gennem rensningsanlægget, hvor vandet blandes op med vaskevand, kan også
regnvandet bruges i produktionen efter behov.
-Vi har mulighed for at få vand fra det lokale vandværk, når det er nødvendigt. Men det er vores
og entreprenørens mål, at vi holder det til et absolut minimum. Derfor genbruger vi vaskevandet
igen og igen, og så supplerer vi med regnvand, siger Anders Wede.