To familievirksomheder smelter sammen på Bornholm
De to virksomheder har mange lighedspunkter. Begge virksomheder arbejder med el- og installation, er familieejede- og drevet og de har begge mange år på bagen i det bornholmske erhvervsliv.
Men fra den 1. september ophører to virksomheder med mange ligheder med at være konkurrenter, når Aakirkeby-virksomheden Knud Jensen & Søn Aps bliver en del af Axel Sørensen A/S, som holder til i Rønne. Det skriver Bornholms Tidende.
I en fælles pressemeddelelse sendt til lokalmediet udtrykkes begejstring over opkøbet.
– Overtagelsen vil styrke virksomhederne og danne grundlag for flere fagområder samtidigt med, at mange års erfaringer bliver forenet i en stærk alliance. Vores mangeårige og stærke værdier passer sammen som fod i hose, skriver virksomhederne i en fælles pressemeddelelse.
Beholder firmanavn
Begge firmanavne videreføres, mens ejerskabet af anpartsselskabet overdrages til indehaverne Brian Tarp, Morten Tarp og Thomas Frigaard per 1. september. Knud Jensen & Søn Aps har indtil nu været drevet af ægteparret Lars og Karina Funch Jensen, der ligesom virksomhedens øvrige medarbejdere fortsætter i den nye konstellation.
Også virksomhedens oprindelige telefonnummer, som har eksisteret siden 1946, vil fortsat blive besvaret.
I førnævnte pressemeddelelse udbygger Lars Funch sin begrundelse for at lade Knud Jensen & Søn blive indlemmet i den indtil nu konkurrerende virksomheden.
– Hver enkelt kunde, professionalisme og høj faglighed er vigtig for os i Knud Jensen & Søn, og vi har de seneste år, ikke kunne følge med den store efterspørgsel her på Bornholm. Derfor har vi nu valgt at komme under vingerne på en yderst kompetent og velfungerende virksomhed med en stor knowhow og gode menneskelige værdier, udtaler Lars Funch Jensen fra Knud Jensen & Søn Aps i pressemeddelelsen.