23948sdkhjf

Vil drukneulykker til livs: Aarhus opsætter hegn på populær strækning

Hegnet skal stå klar, inden julefrokostsæsonen begynder

Aarhus Kommune sætter gang i arbejdet med at montere hegn på den nordlige del af Åboulevarden mellem Mindebrogade og Immervad. Målet er at forhindre drukneulykker langs åens caféer og restauranter.

Hegnet er klar, inden julefrokostsæsonen begynder, melder kommunen i en pressemeddelelse. 

Her fremgår det, at kommunen de senere år i forvejen har øget sikkerheden på havnen og langs åen i midtbyen med blandt andet permanente og midlertidige hegn, varmesøgende kameraer, redningsstiger, bedre belysning og Pas på dine gutter-kampagne. 

Og nu kommer altså hegn på den nordlige del af Åboulevarden langs caféerne. Strækningen fra Mindebrogade og Immervad på cafésiden har hidtil været foruden, fordi man har prioriteret det "ubrudte, visuelle udsyn til vandet".

- Jeg er virkelig glad og faktisk også lettet over, at hegnet kommer op i ordentlig tid, inden vandet bliver koldt og farligt med vinteren, siger Nicolaj Bang (K), der er rådmand hos Teknik og Miljø, og fortsætter:

- Jeg tror på, at åen bliver ved med at være et godt sted at opholde sig og kigge på, men for mig giver det meget mening at få hegnet den sidste del ind, når vi har så aktivt et byliv i området – særligt i nattetimerne. Og forhåbentlig kan det også bidrage til en større ro hos de mange forældre, der sender deres unge i byen i Aarhus.

Vadestedet, som er et siddeområde foran Cross Café, er det eneste område på den nordlige side af cafestrækningen, der ikke bliver hegnet ind. Det er blandt andet for at tilgodese de arrangementer, der jævnligt afholdes på stedet.

Arbejdet med at montere pæle er i gang. De skal efterfølgende males og tilpasses, inden de igen monteres sammen med det nye hegn. Det sker i etaper fra uge 39-46. 

Det er Brabrand-virksomheden Richard Thomsen A/S, der udfører arbejdet, oplyser kommunen. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093