23948sdkhjf

Stor anlægsgartner vokser - men overskudsgraden lander langt fra forventningerne

OKNygaard A/S har sat ny firmarekord på toplinjen. Væksten er "i høj grad" drevet af anlægsforretningen

Omsætningen forstætter med at vokse og sætter ny firmarekord i OKNygaards seneste regnskab. 

Også bundlinjen går frem, men overskudsgraden er ikke helt landet der, hvor den landsdækkende anlægsgartner med hovedkontor i Aarhus tidligere har meldt forventning ud om. 

I juli sidste år lød det fra adm. direktør Ole Kjærgaard, at de i 2022 ville levere 4 pct. i overskudsgrad på en omsætning omkring 650 mio. kr. 

Realiteten er en omsætning på 673 mio. kr., et driftsresultat forbedret med 1,5 mio. kr. til 7,2 mio. kr. og et resultat før skat på 5,1 mio. kr. mod 3 mio. kr. i 2021 for virksomheden, der i 2020 blev en del af Idverde.

Overskudsgraden er dermed opgjort til 1,3 pct., som er en forbedring fra de 0,9 pct. i 2021 - men altså et stykke fra de 4 pct. 

Kort om OKNygaard

  • Landsdækkende anlægsgartner med hovedkontor i Brabrand ved Aarhus og 10 afdelinger fordelt over hele landet. 
  • Forretningen er opdelt i to områder; anlæg og drift. Virksomheden beskæftiger sig med såvel klima, biodiversitet og lokal afledning af regnvand som kloak, renovering, grøn pleje, outdoor facility samt snerydning og glatførebekæmpelse.
  • Kunderne tæller private og offentlige virksomheder, boligselskaber, institutioner samt landsdækkende kædevirksomheder og organisationer.
  • Virksomheden blev i 2020 en del af anlægsgartnerkoncernen Idverde. 
  • Ole Kjærgaard er adm. direktør.

Kilde: Virksomhedens seneste årsrapport

Selv skriver ledelsen, at resultatet før skat er som forventet og tilfredsstillende "set i lyset af et år som har været udfordret af stigende inflation, højere omkostninger til brændstof, integrationsomkostninger i forbindelse med indtræden i idverde koncernen samt en stigning i managementfee". Det på knap seks mio. kr. ved brug af støttefunktioner i koncernen. 

Anlæg tæller op 

Det fremgår, at omsætningsvæksten "i høj grad" er drevet af anlægsforretningen. I slutningen af 2021 er der vundet en række større projektudbud til udførelse i 2022 og årene fremover.

"Årets resultat følger i al væsentlighed de opstillede delmål, organisatorisk og systemmæssigt med fokus på en målrettet procesoptimering og effektivisering. Resultatmæssigt er 2022 positivt påvirket af at OKNygaards Anlægsforretning har forbedret indtjeningsevnen igennem året for de gennemførte projekter", lyder det videre. 

Med til virksomhedens 2022 hører, at anlægsgartneren er vokset i medarbejderantal. Det fra i gennemsnit 486 til 517 ansatte. 

Kort om Idverde Danmark

Franske Idverde kom ind på det danske anlægsgartnermarked med opkøbet af Malmos i januar 2020. Siden er der gennemført yderligere opkøb, og koncernens danske landechef, Morten Dohrmann Hansen, har meldt ud, at de er sulten efter mere.

Foruden Malmos tæller de gennemførte opkøb OKNygaard i oktober 2020, Grøn Vækst i juni 2022 og Lauge Bonde i november 2022.

Fokus på lønsomhed

2023 vil ifølge ledelsesberetningen være kendetegnet ved "en øget fokus på konsolidering, lønsomhed og synergieffekter fra integrationsplanen i Idverde koncernen".

Ordrebeholdningen, som rækker ind i 2027, betegnes som "solid". Massen udgør samlet cirka 1,6 mia. kr., hvoraf cirka 1,1 mia. kr. er til udførelse i 2023 og 2024. Der fremhæves videre en god start på indeværende regnskabsår, hvor blandt andet vinteraktiviteter har bidraget positivt. 

"Markedsdækning og markedsandele, som er opnået gennem de seneste år, fastholdes", lyder det også, ligesom der påpeges forventning om et fortsat stigende fokus på biodiverse løsninger og urban greening, som anlægsgartneren de senere år har oplevet øget efterspørgsel på. 

OKNYGAARD A/S
Regnskabsår 2022 2021
mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 673,0 640,2
Bruttofortjeneste 102,1 89,2
Resultat af ordinær primær drift 7,2 5,7
Resultat før skat 5,1 3,0
Årets resultat 4,0 2,5
Egenkapital 64,3 60,3
Antal ansatte 517 486
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11