23948sdkhjf

Vindø Tegl pusler med CO2-fangst: Nu regnes der på opgaven

- Vi taler om anlægsudgifter, der ligger langt over, hvad vi normalt opererer med, lyder det fra direktør

Vindø Teglværk i Mariagerfjord Kommune fremstiller 22 mio. mursten om året.

Produktion af mursten udleder en del CO2, både fordi der under brændingen frigives kuldioxid fra kalkindholdet fra leret, som indgår naturligt i stenene. Og dernæst fordi man bruger naturgas til at nå op på de 1.040 grader, som skal til for at brænde murstenene i den 138 meter lange ovn.

Vindø Teglværk har nu sat sig for at leve op til regeringens 70 procents mål og på sigt gøre produktionen af mursten helt CO2-neutral.

Derfor er der sat ressourcer ind for at blive klogere på, hvilke teknologier, man kan implementere til at opsamle CO2 og dermed reducere CO2-udledningen.

Måleapparat i skorstenen

Sammen med Hobro-virksomheden Olicem har Vindø Teglværk installeret et et måleapparat i skorstenen på teglværket, og røgen er blevet analyseret for dens bestanddele, herunder koncentrationen af CO2.

Data fra målingerne er nu overdraget til Hydrogen Valley, der er gået i gang med at beregne økonomien i en eventuel investering. For det er selvsagt ikke gratis at opføre et anlæg til opsamling af CO2, fortæller Jakob Steenild, fabrikschef hos Vindø Teglværk.

- Vi taler om anlægsudgifter, der ligger langt over, hvad vi normalt opererer med. Dertil kommer driftsomkostninger – blandt andet i form af strøm, som helst skal komme fra vedvarende kilder for at sikre det grønne element i processen. Vi ved ikke, hvilke afgifter, vi vil se i fremtiden – eller hvordan et marked for salg af CO2 kommer til at se ud. Så der er rigtig mange ubekendte, siger han.

Den opsamlede CO2 kan enten lagres i undergrunden (CCS - Carbon Capture Storage) eller bruges til andre formål (CCU – Carbon Capture Usage). Det kan eksempelvis være til fremstilling af e-fuel, hvor man bruger brint og CO2 til at producere metanol, der kan erstatte fossile brændstoffer i den tunge transport.

Tiden skal være moden

Efterspørgslen efter metanol skal imidlertid være der, før et salg og en fornuftig pris på CO2’en kan komme på tale for Vindø Teglværk. Og det marked er ikke på plads i øjeblikket.

Alligevel er det vigtigt at gøre sig parat til at gennemføre de rigtige investeringer, når tiden er moden til det. Det mener Thomas Munch, forretningsudvikler fra Hydrogen Valley, som sammen med Olicem hjælper Vindø Teglværk med at foretage de nødvendige analyser og beregninger.

- Vi ser i andre områder af den grønne omstilling, at det pludseligt kan gå stærkt, når en teknologi eller et marked udvikler sig. Og her er det vigtigt for en virksomhed at kunne rykke hurtigt og dermed bevare momentum i konkurrence og forretningsudvikling. Det forudsætter, at man har gjort sit hjemmearbejde på forhånd, som Vindø Teglværk har gjort, siger han.

Mariagerfjord-virksomheden er så vidt vides det første teglværk i Danmark, som er gået i gang med konkret at undersøge mulighederne for at opsamle CO2. Det sker som led i projektet CO2-vision, der er støttet af EU.

Se nøgletal for:
Læs mere om: CO2-fangst
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.04