Vil hive i nødbremsen på renovering af 10 højhuse
De ikoniske højhuse på Bellahøj i hovedstaden er opført i slutningen af 1950’erne og trænger i dag til omfattende renovering. Ikke mindst de 10 huse med 487 boliger ejet af Samvirkende Boligselskaber (SAB), hvor der er konstateret fejl i konstruktionerne, hvilket betyder risiko for kollaps under påvirkning af kraftig vind eller brand.
Efter den nuværende plan skal helhedsrenoveringen af højhusene i udbud i efteråret. Men midt i processen har den lokale afdelingsbestyrelse valgt at fremlægge et forslag om at stoppe projekteringen af helhedsplanen på grund af bekymring for den fremtidige husleje.
Det skriver det almennyttige boligselskab KAB på sin hjemmeside.
Skal kende prisen
I bestyrelsen for SAB sidder Ellen Højgaard Jensen, forhenværende direktør i Dansk Byplanlaboratorium, der også deltager i følgegruppen for sagen på Bellahøj.
- Jeg har stor forståelse for beboernes bekymring for den fremtidige husleje, og vi kommer til at arbejde hårdt på, at stigningen bliver mindst mulig. Men det giver ikke mening at stoppe projekteringen af den nuværende helhedsplan, som er velforberedt og sikkerhedsmæssigt helt nødvendig at gennemføre, siger hun.
SAB har sat urafstemningen i gang, så den kan gennemføres inden sommerferien. Den gennemføres frem til den 27. juni.
- Vi er nødt til få projektet prissat, inden vi kan beregne den konkrete huslejestigning. Herefter kan man se på, om dele af projektet kan tages ud, eller om finansieringen via Landsbyggefonden kan skrues anderledes sammen for at begrænse huslejestigningen. Det giver derfor ikke mening at stemme om projektet, før vi kender den reelle pris og afledte huslejekonsekvens, siger Rasmus Jessing, byggedirektør i KAB.
Han påpeger samtidig, at rådgiverne længe har været i gang med at tilrettelægge renoveringen, og det arbejde vil være spildt – og regningen herfor ikke forsvinder – hvis projektet stoppes nu
Efter planen skal projektet for helhedsplanen til afstemning blandt beboerne i november 2024, hvor prisen for renoveringen og huslejekonsekvensen er kendt.