Milliardprojekt sat på pause: Energiselskab venter på samlet plan
European Energys planer om at investere to milliarder kroner i cirka 180 hektar solcellepark og et PtX-anlæg i Hillerød er sat i bero.
Det sker, mens Hillerød Kommune vil bruge de næste 14 måneder på at finde ud af, hvor i kommunen man ønsker solcelleparker, og hvilke krav man vil stille til udformningen af de store anlæg.
Det skriver SN.dk.
- Vi respekterer den proces, der er sat i gang nu, og vi synes, det er en god idé at få lavet den samlede plan. Den proces skal have lov at gå sin gang, og i den mellemliggende periode stiller vi vores projekt i bero, siger Thomas Beck Sørensen fra European Energy til SN.dk.
Energiselskabet havde blandt andet lavet aftale om leje af jord, og tegningerne til PtX-anlægget var offentliggjort.
Selv om projektet er sat på standby, har European Energy ikke mistet lysten til at etablere solceller i Hillerød Kommune.
Thomas Beck Sørensen peger på, at netop i Hillerød er der plads på nettet til at udbygge vedvarende energi – og at European Energy næppe er de eneste, der har kig på området.