23948sdkhjf

IT-koks giver selskaber to måneder ekstra til skatteindberetninger

Problemer med it-system får Skattestyrelsen til at udskyde fristen for selskabers skatteindberetninger

Danske selskaber får knap to måneder ekstra til at indberette deres oplysninger til Skattestyrelsen.

Det skyldes, at nogle af dem oplever udfordringer med it-systemet, i forbindelse med at det årlige oplysningsskema skal indsendes.

Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

- Sammen med vores it-leverandør og Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har vi brugt mange ressourcer på at bringe systemet op på det rette niveau, siger selskabsskattedirektør i Skattestyrelsen, Kenneth Joensen.

- Vi har da også set løbende forbedringer de seneste uger, men systemet yder fortsat ikke tilfredsstillende.

- Så for at give selskaberne rimelige vilkår har vi besluttet at give dem længere tid til at indsende oplysninger til os, lyder det.

Den oprindelige frist var 30. juni. Nu har selskaberne indtil 25. august.

Den nye frist gælder kun for de selskaber, der følger kalenderåret med udløb den 31. december.

Også sidste år var it-udfordringer ligeledes skyld i, at styrelsen måtte udskyde fristen - dog kun med en uge.

- Jeg har forståelse for, at den udskudte oplysningsfrist kan give udfordringer for selskabernes planlægning her op imod sommerferien. Det beklager vi naturligvis, særligt i lyset af, at vi også sidste år besluttede at udskyde fristen efter en større driftsforstyrrelse på NemID, siger Kenneth Joensen.

- Men med de forstyrrelser, vi kan se lige nu, mener vi, at det mest ansvarlige at gøre er at give selskaberne mere tid til at indsende oplysningerne til os.

- Jeg vil dog fortsat gerne opfordre til, at man indsender snarest muligt. Så undgår vi eventuelle propper i systemet op til den nye frist i august.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078