Masser af lovbrud i asbestsager – men kun få bøder
Blot en brøkdel af de virksomheder eller privatpersoner, der overtræder reglerne om asbest, ender med at få en bøde. I stedet slipper langt de fleste fra deres regelbrud med et påbud om straks at rette op på forholdene.
Det viser en gennemgang af bøder for brud på Arbejdstilsynets bekendtgørelse om asbest, som Fagbladet 3F har lavet.
Tal fra Arbejdstilsynet til Folketinget og Fagbladet 3F viser, at tilsynet har afgivet cirka 1.560 afgørelser om overtrædelse af asbestbekendtgørelsen i perioden fra 2016 til og med 2022. Heraf er der knap 200 afgørelser i sager om “grove overtrædelser”.
Men blot i 20 sager er der udstedt bøde for overtrædelse af asbestbekendtgørelsen i perioden. Det viser Fagbladet 3F’s aktindsigt i Arbejdstilsynets administrative bøder, i vedtagne bødeforlæg fra landets 12 politikredse til såkaldt juridiske personer samt aktindsigt i afgørelser fra domstole.
- Det er en alvorlig sag at blive udsat for asbest. Så derfor skal Arbejdstilsynet være aggressive på det her område, og det er de så ikke. Vi har på det her område gennem mange år betydeligt svigtet vores mulighed for at forebygge asbestrelaterede dødsfald, siger Ole Carstensen, overlæge hos Arbejdsmedicin Regionshospitalet Gødstrup.
Bøder varierer
Desuden viser gennemgangen, at der er stor forskel på de 20 bøders størrelse – den laveste er på 2.500 kr., mens den højeste beløber sig til 80.000 kr.
Myndighederne og domstolene har i den syvårige periode givet en bøde på 20.000 kr. i otte af de 20 sager.
- 20.000 kr. er en lille driftsomkostning for en virksomhed. Virksomheder kan finde på at overtræde reglerne en gang mere, hvis de ser en fordel i det. Bøder på den størrelse har ikke en afskrækkende effekt på virksomheder, siger overlæge Ole Carstensen.
Professor og arbejdsmiljøforsker hos Syddansk Universitet Peter Hasle betoner, at arbejde med asbestrenovering er et relativt lille erhvervsområde, hvor der har været regler i mange år. Og hvor de sundhedsmæssige problemer er “store og velkendte”.
- Det virker, som om at der er tale om et væsentligt problem, og at arbejdsgiverne ikke har tilstrækkeligt styr på det, når Arbejdstilsynet konstaterer så mange overtrædelser. Virksomheder er generelt kede af både at få påbud fra Arbejdstilsynet og bøder, for det udstiller dem som nogen, der ikke har styr på deres ting, siger han.
Arbejdstilsynet har over for Fagbladet 3F oplyst, at det ikke har været muligt for tilsynet at kommentere på tallene og svare på kritikken inden for to hele dage.
Arbejdstilsynet har dog tidligere i 2023 fremhævet, at det prioriterer tilsyn med asbest meget højt. Samt oplyst at grundbøden for materielle overtrædelser af asbestreglerne 1. september 2021 steg fra som udgangspunkt 20.000 til 24.600 kroner.