København sikrer kendt kirkegård mod skybrud
Bispebjerg Kommune, der ikke mindst er kendt for sin kirsebærallé, skal skybrudssikres.
Skybrudssikringen skal sikre både gravsteder og nabolag mod oversvømmelser og er for nylig blevet godkendt i Københavns Kommunes teknik- og miljøudvalg. Desuden skal projektet aflaste de overbebyrdede kloakker i området.
Den primære løsning er at anlægge lave græsbassiner, som skal tilbageholde vandet lokalt. Det kræver anlæg af faskiner og stier, der er tilpasset området og projektet, og så skal de større eksisterende asfaltveje terrænreguleres.
Skybrudsvandet vil blive ledt mod græsbassinerne, hvor det vil blive opsamlet for midlertidig tilbageholdelse og begrænset nedsivning.
Bassinernes samlede volumen er 7.600 kbm. For at få plads til projektet er det nødvendigt at fælde omkring 160 træer på kirkegården, som erstattes af cirka 320 nye træer. Der er ikke lagt op til at fælde træer i kirsebæralléen.
Ifølge en pressemeddelelse er det lykkedes at udforme og placere projektet, så færrest mulige gravsteder berøres. Et enkelt gravsted er flyttet efter frivillig aftale, mens omkring 100 gravsteder berøres permanent ved, at der etableres en kant rundt om gravstedet for at beskytte mod opstuvet vand fra græsbassinerne.
Respektfuld løsning
- At beskytte København og københavnerne mod voldsom regn er i sig selv en stor og kompliceret opgave, og det har bestemt ikke gjort arbejdet lettere, at det i denne sammenhæng skal foregå på en kirkegård. Men det er i høj grad lykkedes at finde en løsning, der respekterer både arkitektur, gravstedernes værdighed og kirkegårdens særlige rum, og det er vigtigt, når vi arbejder i så specielle omgivelser, som det er tilfældet her.
- Med løsningen på Bispebjerg Kirkegård vil vi være i stand til at håndtere langt det meste af den regn, der falder lokalt til glæde for naboerne i området, siger teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL).
Det fysiske anlægsarbejde for skybrudsprojektet forventes igangsat i sensommeren eller efteråret 2024 med forventet ibrugtagningstidspunkt ultimo 2026.