23948sdkhjf

Arbejdsplatform til Nordhavnstunnelen skyder op af vandet i Svanemøllehavnen

I Svanemøllehavnen på Østerbro er en stor del af havnen ryddet for at gøre plads til det kommende tunnelbyggeri

Aktivitetsniveauet er højt på projekt Nordhavnstunnel og specielt i Svanemøllehavnen på Østerbro, hvor en stor del af havnen er ryddet for at gøre plads til tunnelbyggeriet. Omkring 600 både er flyttet til en midlertidige erstatningshavn, bådebroer, moleanlæg og pæle i dele af Svanemøllehavnen er fjernet og lige nu bliver der sat spuns igennem havnen for at afgrænse arbejdsarealet fra resten af lystbådehavnen. Alt sammen så der er plads til etablering af en byggegrube.

Byggegruben er en forudsætning for selve tunnelbyggeriet, og det bliver samtidig entreprenørens arbejdsplatform. Til etablering af byggegruben bliver der sejlet sand ind – masser af sand - fra Køge Bugt. I alt skal der pumpes omkring 400.000 ton sand ind i Svanemøllehavnen fra et sandskib. Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

- I næste uge bliver Svanesøen og den inderste del af Svanemøllehavnen fyldt op med sand - her bliver det gjort fra landsiden med gravemaskine. Fra uge 25 begynder arbejdet med at pumpe sand ind i Svanemøllehavnen fra skib. Skibet er udstyret med en lang slange, der kan flyttes rundt i havnen, så sandet bliver fordelt korrekt, forklarer Mette Stender, senior projektleder i Vejdirektoratet, i pressemeddelelsen.

Vejdirektoratets entreprenør forventer, at det tager seks til otte uger at fylde arbejdsarealet i Svanemøllehavnen med sand.

- Sandpumpningen vil foregå alle ugens syv dage. Vores entreprenør henter sand i Køge Bugt – en sejltur på omkring fem timer – og det er entreprenørens forventning, at de kan nå to ture i døgnet, oplyser Mette Stender.

I weekender og om aftenen/nattetimerne ligger røret, der pumper sandet under vand, så støjen begrænses mest muligt og overholder de fastsatte støjgrænser for arbejder på de pågældende tidspunkter. Den del af røret, som krydser Kalkbrænderiløbet ligger indenfor entreprenørens arbejdsområde, så det vil ikke genere de både, der skal ind og ud af havnen.

Om Nordhavnstunnelen

Nordhavnstunnelen bliver en 1,4 kilometer lang tunnel, som skal skabe mere direkte adgangsforhold til byudviklingsområderne i ydre og indre Nordhavn. Adgangen til havneaktiviteterne i området bliver også forbedret og en stor del af den tunge trafik vil blive flyttet væk fra det øvrige vejnet på Østerbro.

Vejdirektoratet anlægger Nordhavnstunnelen i samarbejde med Københavns Kommune og By & Havn.

BESIX - MT Højgaard JV er entreprenør på opgaven.

Gener fra anlægsarbejdet

Sommeren i Svanemøllehavnen vil ikke være som andre år. Der er mange aktiviteter i gang samtidig på projektet, og stedet forvandler sig mere og mere til en byggeplads med de gener, der følger med et stort anlægsarbejde. Nogle af generne er, at der vil være mere støv og støj.

I forbindelse med sandpumpningen kan der opstå proteinskum. Proteinskum er det skum, som dannes i mødet mellem sand og vand.

- Der er stillet krav til vores entreprenør om, at eventuelt proteinskum skal holdes inden for arbejdsarealet, så der er blevet gjort en stor indsats for at mindske risikoen for proteinskum udenfor arbejdsarealet, siger Mette Stender.

Proteinskum kan være sundhedsskadeligt, og ser man det, bør man - ud fra et sundhedsmæssigt forsigtighedsprincip - ikke have kontakt med vandet.

Vejdirektoratet oplyser, at arbejdsplatformen forventes at stå færdig ultimo august.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109