Forlig om millionerstatning efter konkurs i trævirksomhed
En konkurs i en nordjysk trævirksomhed helt tilbage i 2019 og et efterfølgende erstatningskrav er nu endt med, at konkursboet har modtaget en stor millionerstatning.
Det skriver Nordjyske.
Det er tidligere beskrevet, hvordan en konkursbegæring afleveret i juli 2019 af ejeren af Ugilt Savværk A/S førte til, at kurator rejste et erstatningskrav på 28 mio. kr.
Umiddelbart inden konkursen havde savværket tabt en voldgiftssag, der medførte et erstatningskrav på 45 mio. kr. for fejl og mangler på en leverance til et sjællandsk boligbyggeri.
Det fik indehaver Kenneth Jepsen til at oprette et nyt selskab, Ugilt Spær, som købte aktiviteterne fra Ugilt Savværk, inden konkursbegæringen blev indleveret, og den manøvre fik altså kuratorerne på konkursboet til at rejse det todelte erstatningskrav. Det handlede dels om tilbagebetaling af et millionudbytte, Kenneth Jepsen i tiden inden konkursen havde trukket ud af Ugilt Savværk, dels om hvorvidt indehaveren havde betalt en tilstrækkelig sum for at overtage aktiviteterne i det nye firma.
Nu oplyser Nordjyske, at der er indgået forlig i sagen. Ifølge avisen indebærer forliget, at der er blevet indbetalt 17 millioner kroner til konkursboet - altså 11 millioner kroner mindre end det oprindeligt rejste krav.
– Forliget er naturligvis et resultat af den vurderede procesrisiko, siger kurator Jens Pontoppidan til Nordjyske.
Der er i alt rejst krav for 65 millioner kroner mod boet fra kreditorernes side. Den største kreditor er entreprenørvirksomheden B. Nygaard Sørensen fra Herlev - virksomheden, som vandt voldgiftssagen over Ugilt Savværk, og som selv er gået konkurs i mellemtiden.
Nordjyske har ikke haft held med at indhente en kommentar fra Kenneth Jepsen, der siden har solgt aktiviteterne i Ugilt Spær videre til Palsgaard Spær.
Læs hele historien på Building Supplys søstermedie Licitationen:
Konkursramt byggefirma får kæmpeerstatning