23948sdkhjf

Indsats mod social dumping: Knalder to ud af tre byggevirksomheder

En landsdækkende indsats mod social dumping afslørede talrige brud på reglerne

45 virksomheder i bygge- og anlægsbranchen fik sidste uge uventet besøg af Skattestyrelsen, Arbejdstilsynet og politiet. Og hos 32 - altså i hele to ud af tre tilfælde - var der "indikationer" på social dumping i form af brud på regler om skat eller andre arbejdsforhold, oplyser Skattestyrelsen.

Nu skal der så laves en opfølgende kontrol af virksomhederne og deres medarbejdere, lyder det.

Aktionen var den tredje i år, som de tre myndigheder har gennemført i en fælles indsats mod social dumping.

Udenlandske medarbejdere

Statens kontrollanter stødte  blandt andet på, at reglerne om arbejdsudleje var brudt, at medarbejdere ikke mente, de behøvede CPR-numre for at arbejde i Danmark, og at der var arbejdet for et firma i flere år, uden at der var indberettet løn.

Under aktionen har der især været et fokus på skatte- og momsforhold blandt udenlandske medarbejdere og virksomheder.

- Vi har under kontrolaktionerne fokus på, at der afregnes korrekt skat og moms til Danmark af det arbejde, der udføres. Og det er især udenlandske medarbejderes og virksomheders forhold, vi undersøger. Vi kan som regel ikke afgøre sager under selve kontrollerne, og derfor vil de virksomheder, hvor vi ser indikationer på social dumping, blive kontrolleret yderligere, siger Ernst Nielsen, der er funktionsleder i Skattestyrelsen, i en pressemeddelelse.

Nogle steder stod det værre til end andre. I Fredericia var det eksempelvis fire ud af fem kontrollerede byggevirksomheder, der ifølge Skattestyrelsen havde problemer med at overholde reglerne, og som nu kan se frem til yderligere kontrol.  

Virksomhederne, der er blevet kontrolleret, var udvalgt, fordi Skattestyrelsens oplysninger om virksomhederne på forhånd havde indikeret, at der kunne være problemer med social dumping. Myndighederne har ikke kun kontrolleret de 45 virksomheder i bygge- og anlægsbranchen. På landsplan blev der i alt kontrolleret 59 virksomheder, 43 af disse – svarende til 73 pct. – kan se frem til yderligere kontrol.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109