Arbejdsgivere: Her er 23 initiativer, som sikrer flere faglærte
De faglærte er vigtige. For de er del af den gruppe, som skal være med til at sikre, at Danmark kan følge med den digitale og teknologiske udvikling. Og ikke mindst kan lykkes med den grønne omstilling.
Med det afsæt kommer DA-fællesskabet, hovedorganisation for 11 arbejdsgiverforeninger på det private arbejdsmarked, nu med deres bud på, hvordan erhvervsuddannelserne bliver løftet.
23 initiativer skal bane vejen for et kvalitetsløft. På listen er blandt andet permanente taxameterløft til erhvervsuddannelser, som skal ligge i omegnen af halv milliard kroner årligt.
- Vi har brug for, at flere får lyst til at blive faglærte. Skal flere både vælge og gennemføre en erhvervsuddannelse, kræver det uddannelser af høj kvalitet, hvor eleverne møder et stærkt fagligt og socialt miljø. Og det kræver varige investeringer, siger adm. direktør i DA Jacob Holbraad i en pressemeddelelse.
De 23 initiativer
De nye tiltag spænder bredt.
For udover et taxameterløft, så er det initiativer, der omfatter alt fra investeringer i udstyr og efteruddannelse af undervisere på erhvervsskoler.
Men også, at der skal være flere gæstelærere fra virksomheder, flere videregående fag i uddannelserne, bedre kommunikation til virksomheder, flere og bedre skolehjem til lærlinge på skoleophold samt en fornyet vurdering af hvilke erhvervsskoler, der skal udbyde erhvervsuddannelserne.
Se de 23 initiativer
- Markant økonomisk styrkelse af EUD til bl.a. bedre og mere tidssvarende udstyr og styrkede lærerkompetencer.
- Kvalitetspuljen på knap 200 millioner skal permanent gøres og lægges ind i taxametrene.
- Bedre kvalitet gennem mere bæredygtige uddannelsesmiljøer på hovedforløb.
- Udvidet adgang til boliger for elever og lærlinge (skolehjem) samt modernisering af rammerne.
- Udvidelse af GF+.
- Bedre mulighed for merit til erhvervsuddannelser.
- Adgangskravene til de merkantile og tekniske EUX skal være de samme, som gælder for de treårige gymnasieuddannelser.
- Diplomuddannelsen i erhvervspædagogik skal omlægges.
- Investeringen i løbende faglig opkvalificering af lærere på erhvervsuddannelser skal styrkes – både nationalt og lokalt.
- Bedre mulighed for justering af uddannelser.
- Bedre mulighed for at anvende fag eller moduler fra videregående uddannelse.
- Fuldtidsundervisning på hovedforløbet.
- Øget gennemsigtighed i kvaliteten.
- Flere gæstelærere fra virksomheder mv.
- Den merkantile EUX skal justeres.
- Mere og bedre løbende kommunikation fra skole til virksomhed.
- Det skal være tydeligt for virksomheder, hvem på erhvervsskolen, de kan rette henvendelse til, hvis der opstår udfordringer.
- Tydelig kommunikation til virksomhederne om mulighederne for adgang til SPS og anden støtte, herunder hjælpemidler på hovedforløbet.
- Eftersyn af håndtering af GDPR-regler.
- Lærlingeklausuler i det offentlige.
- Servicetjek af kravene for at blive fritaget fra Læreplads-AUB.
- Det skal kun være muligt for elever at angive sig som lærepladssøgende inden for uddannelser, som de har adgang til.
- Virksomhederne skal ikke være ansvarlige for at opsige tidligt indgåede uddannelsesaftaler
danskindustri.dk
Selvom erhvervsuddannelserne skal styrkes, er det ikke, fordi de danske faglærte trænger til at blive bedre, mener forslagsstillerne. Tværtimod.
For danske faglærte er blandt verdens bedste, og det skyldes især erhvervsuddannelsernes tætte tilknytning til arbejdsmarkedet og virksomhedernes store engagement i uddannelserne.
Derfor er de nye initiativer også sat i verden for, at der skal uddannes endnu flere faglærte i Danmark.