23948sdkhjf

Lærlinge og ledere i fælles kamp for færre arbejdsulykker

Teknikentreprenøren Kemp & Lauritzen har nedbragt antallet af arbejdsulykker med to tredjedele

Teknikentreprenøren Kemp & Lauritzen har gjort alvor af at forebygge arbejdsrelaterede ulykker og sygdomme. Som resultat af en målrettet indsats, har den 2.500 mand store teknikvirksomhed nedbragt antallet af alvorlige arbejdsulykker med knap 66 pct. på fem år.

- Vi vil ikke acceptere, at vores ansatte ikke kommer hele hjem fra arbejde. Derfor har vi siden 2018 intensiveret vores indsats for at få hver enkelt medarbejder til at tænke over sin egen sikkerhed. Vores fokus har været at rykke ved adfærden og skabe en kulturændring i hele organisationen – lige fra vores lærlinge til vores øverste ledere, fortæller HR-direktør Thomas Thorsøe i en pressemeddelelse.

Kemp & Lauritzen har implementeret tre overordnede tiltag: "Safety walks" mellem ledere og ansatte, et værktøj til risikovurdering af opgaver, samt sikkerhedstræning ved onboarding. Desuden har virksomheden udvidet arbejdsmiljøorganisationen fra 40 til 120 arbejdsmiljørepræsentanter, hvoraf alle er en del af driften, med praktisk forståelse af arbejdet med sikkerhed.

Tre vigtige tiltag

  • "Safety walks": Dialogværktøj, hvor lederen ude hos teknikerne italesætter den operative sikkerhed
  • "Sikker Job Analyse (SJA)": Oversigt og tjekliste til teknikerne med risikovurdering af arbejdsopgaven
  • Sikkerhedstræning: Online sikkerhedskursus

Kilde: Kemp & Lauritzen

Den samlede indsats har bidraget til, at Kemp & Lauritzen har nedbragt antallet af alvorlige arbejdsulykker med næsten 66 pct. siden 2018. Ulykkesfrekvensen (LTI'en), der før lå på 25, er i dag helt nede på 8,6. I samme periode er sygefraværet faldet fra 6,7 pct. til 4,1 pct. Ulykkesfrekvens (LTI) = antal af arbejdsulykker pr. 1.000.000 arbejdstimer, hvor der har været fravær i mere end én dag.

- Vi er rigtig stolte af vores foreløbige resultater, og at vi har nedbragt vores alvorlige arbejdsulykker med næsten to tredjedele, er en god milepæl for os. Når det er sagt, er det altafgørende, at vi får tallet endnu længere ned. Vores medarbejderes sikkerhed, sundhed og trivsel kommer før alt andet, understreger Thomas Thorsøe.

Artiklen er en del af temaet AUTORISERET.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.1