23948sdkhjf

Økonomi: Nedgang er blødere end frygtet - men krisen er ikke afblæst

Foråret lurer i byggebranchen. Der er dog stadig segmenter i modvind, og økonomiske eksperter vil ikke afblæse krisen endnu

Krisen vil hærge særligt kraftigt i byggeriet, og tusinder af ansatte vil miste deres job. Sådan har det lydt fra økonomiske vismænd og brancheorganisationer i månedsvis.

Men store dele af byggeriet har undgået storm trods stigende renter, øgede omkostninger til energi og materialer og generel uro rundt i verden.

Flere af branchens største spillere har i hvert fald de seneste par måneder meldt om mere medvind i sejlene end frygtet med plus på bundlinjen og tykke ordrebøger. Senest NCC, der forleden i Mester Tidendes søsterblad Licitationen kunne berette om masser af aktivitet, og at krisen ”ikke rigtig” påvirkede den svenskejede milliardforretning.

Thomas Frommelt er partner i Deloitte og ekspert i bygge- og anlægsbranchen. Han er dog ikke klar til at aflyse krisen for alvor, men mener også, at den har vist færre tænder end ventet.

Det er overraskende, mener han.

- Jeg troede, at vi ville se større nedgang, end der er at tale om. Indtil videre ser det i hvert fald ud, som at nedgangen er meget isoleret omkring nybyggeri og nybyggeri af boliger, siger Thomas Frommelt.

Overrasket

Hos Brancheforeningen SMVDanmark er cheføkonom Martin Kyed enig i, at byggeriet ikke ligner en branche i stor modgang.

Der er ikke mindst fuld gang i udbygningen af fjernvarme, energirenoveringer og dele af industrien, der selv oplever fremgang, siger han. Det er blandt andet medicinalindustrien, der lige nu brager frem, og som også flere rådgivere og teknikkæmper har udnævnt som et vækstområde, der kaster stor efterspørgsel af sig.

Men. Billedet er mere broget end som så, lyder det fra begge eksperter. For der er ikke så langt fra fest i nogle hjørner af byggeriet til gravøl i andre.

- Tilbagegangen rammer meget asymmetrisk. Det er meget forskelligt, om du har det hårdt eller godt i forhold til hvilken underbranche, du bevæger dig i, siger Martin Kyed.

Nogle steder kan man således "dårligt følge med". Og i andre fag, fortrinsvis inden for nybyggeri, som murere og tømrere, har man særdeles svært ved at få ordrer i bøgerne nu, viser konjunkturtal fra Danmarks Statistik.

Til gengæld har anlægsentreprenørerne, som blandt andet nu nyder godt af store opgaver på fjernvarmenettet og udbygning af Danmarks elnet, lettest ved at få fyldt siderne. 

Det sikre valg

Læg dertil, at mens flere af store byggevirksomheder melder om fremgang, så har antallet af konkurser herhjemme været stigende i bygge- og anlægsbranchen. Det er hovedsageligt mindre virksomheder, som har været nødsaget til at dreje nøglen om. Èn forklaring kan være, lyder det fra SMV Danmarks cheføkonom, at de små ikke breder sig over særlig mange områder på én gang. Derfor kan de hurtigere blæses omkuld, hvis tingene sander til, end en større virksomhed med forskellige forretningsgrene.

Thomas Frommelt fra Deloitte vurderer, at kunder også i højere grad nu søger mod "sikre havne". 

- Kunder søger nok i højere grad mod, hvad de måske ser som sikre havne i øjeblikket – og selvfølgelig også, dem der har penge og kapacitet til at kunne gennemføre opgaven. Man går næppe ud og opsøger nye spændende samarbejdspartnere i samme grad som tidligere, siger han.

Nedgang ikke færdig

Men selvom der i et bredt perspektiv stadig er godt gang i hjulene i bygge- og anlægsbranchen er Martin Kyed fra SMVdanmark ikke endnu klar til at kalde situationen for en blød landing. Der er stadig indikatorer, som peger på at vi risikerer fortsat nedgang.

Han nævner eksempelvis, at regeringen planlægger at barbere de statslige bygge- og anlægsinvesteringer de kommende år for at køle i økonomien, der har været udfordret af skyhøj inflation. Det sker ganske vist fra høje niveauer i 2021 og 22. Men i år skæres der 5,7 pct. og 4,8 pct. næste år, fremgår af Økonomisk Redegørelse i marts.

- Igen. Det er noget, der rammer forskelligt i forskellige underbrancher. Men der er helt bestemt virksomheder derude nu, hvor man ser ned over medarbejderstaben og en for tynd ordrebog og klør sig i håret over, hvad man skal gøre, siger Martin Kyed.

Hos Deloitte ser Thomas Frommelt mere optimistisk på den kommende tid. Blandt andet fordi, kunderne stadig sidder på kapital, som de ellers har holdt tæt til kroppen de foregående kvartaler.

- Jeg tror, at aktiviteten vil være lavere fremadrettet, end den har været. Men det ser ikke ud, som om, det bliver det store dyk, vi havde frygtet, siger han.

Begge peger de på, at én joker lige nu er den høje rente. Fortsætter den i et højt niveau, forbliver det dyrt at låne penge, og det lægger som tommelfingerregel en dæmper på investorernes lyst til at hælde penge i byggeri.

- Der er som regel noget forsinkelse, før de høje renter sætter sig, og man ser effekten af det. Jeg tror ikke, vi er færdig med den her afmatning. Der er nogle flere ting i posen, siger Martin Kyed fra SMVdanmark.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125