23948sdkhjf

Balslev satser på vækst i det midtjyske

Mindre end et halvt år efter etableringen af nyt Herning-kontor ser Balslev på større lokaler. Ingeniørfirmaet vil ansætte 60-70 medarbejdere i Vestdanmark over en årrække.
Trods udsigt til flere store byggeprojekter i de kommende år har Herning/Ikast-området måtte vinke farvel til flere store ingeniørvirksomheder, der har valgt at lukke deres kontorer.

Inden nytår valgte Balslev A/S at gå mod strømmen. Det rådgivende ingeniørfirma åbnede kontor i Innovatorium i Herning som supplement til den eksisterende afdeling i Viborg. Den første større opgave er i hus, og områdechef Lars Holmegaard store muligheder i området.

- Vi valgte at åbne et kontor i Herning som direkte konsekvens af, at mange af de andre store har trukket sig. Jeg kender området fra mine tidligere ansættelser som bygherrerådgiver og rådgivende ingeniør og ved, at Herning og Ikast/Brande er et vækstområde, hvor der i de kommende år vil ske meget. Vi har vundet en stor opgave i Ikast, hvor House Doctor vil udvide deres lager. Bygningen bliver 4.000 m² nyt højlager og ca. 500 m² ombygget administration. Det er et stort projekt, der gør, at vi allerede har ansat nye folk, siger Lars Holmegaard.

Udvider henover sommeren
De seneste tre år har Ikast/Brande og Herning Kommune ligget på de øverste pladser i Dansk Industris kåring af de mest erhvervsvenlige kommuner i Danmark.

Begge kommuner er kendt for at skabe et godt og hurtigt samarbejde med erhvervslivet med blandt andet hurtig sagsbehandling og en proaktiv rådgivning. Det har været udslagsgivende for, at Balslev valgte at åbne et kontor i lige netop Herning:

- Vi har en strategisk målsætning om vækst i Vestdanmark, og jeg har allerede erfaret, at det lokale miljø giver optimale arbejdsforhold. Både Herning og Ikast/Brande Kommune har bidraget med ledelsesmæssig sparring og givet flere gode idéer til, hvordan vi kan blive endnu mere effektive. Det har været en fantastisk starthjælp, og vi håber at kunne returnere tjeneste ved at skabe vækst og job i lokalområdet, siger Lars Holmegaard.

Allerede nu kigger Balslev på større kontorlokaler i Innovatorium, så forretningen kan udvides. Hen over sommeren skal firmaet efter planen have fire ansatte medarbejdere i Herning, mens den overordnede plan lyder på, at der skal ansættes 60-70 medarbejdere i Vestdanmark over en årrække.

Lokal glæde
I Ikast/Brande Kommune er man glade for, at Balslevs satsning i området allerede har ført en stor opgave med sig. Borgmester Carsten Kissmeyer (V) mener, at det er et bevis på, kommunens strategi virker efter hensigten:

- Vi spiller altid aktivt sammen med nye virksomheder, så det at Balslev valgte at åbne kontor i Herning og har fået et stort byggeprojekt til Ikast, tager vi som et signal om, at vi er et attraktivt område, som kan medvirke til at skabe vækst. Det er et meget spændende projekt, siger Carsten Kissmeyer.

Også i nabokommunen ser man gode perspektiver i Balslevs tilstedeværelse i området. Centerchefen for Natur, Miljø og Byggeri i Herning Kommune, Anders Debel, mener, det er håndsrækning til lokalområdet, når et firma som Balslev slår teltpælene ned i Herning:

- Vi er altid interesseret i videnvirksomheder, som Balslev, i Herning. De har en unik ekspertise, som vi kan udnytte i lokalsamfundet qua deres rådgivning. Derudover er det en unik mulighed for lokale studerende, som forhåbentlig kan få foden indenfor i virksomheden, ligesom lokale virksomheder forhåbentlig vil blive brugt som samarbejdspartnere, siger Anders Debel.

Et af de lokale firmaer, der allerede har indledt et samarbejde med Balslev, er arkitektfirmaet Arkitec. Balslev og Arkitec samarbejder om det nye House Doctor-projekt, hvor Balslev er totalrådgiver på opgaven, mens Arkitec fungerer som underrådgiver. Samarbejdet er primært kommet i hus, fordi Balslev åbnede kontor i Innovatorium i Herning – i øvrigt samme sted som Arkitec holder til.

- Mange af de store ingeniørfirmaer lukker og slukker i Herning og omegn, så vi har savnet et firma som Balslev i byen. House Doctor-projektet er en opgave, som Lars Holmegaard foreslog, om vi ikke skulle arbejde sammen om. Jeg håber da, han havde haft mit firma i tankerne selv om, vi ikke havde haft kontorer i samme bygning, men det er langt fra sikkert, siger adm. direktør for Arkitec, Aksel Fyhn.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105