Røde tal hos Roslev Trælasthandel
Hård konkurrence og lukning af detailbutik i Herning har kostet på bundlinjen for Roslev, der må indkassere et underskud på knapt 3,9 mio. kr. i 2012.
Omsætningen er ellers løftet med 7 procent i 2012 til 629,5 mio. kr., men bruttoresultatet kunne ikke følge med og faldt med mere end 2 procent til 116,7 mio. kr. Det koster på bundlinjen, selvom kapacitetsomkostningerne kun er steget med beskedne 1,5 procent.
Roslev-ledelsen fremhæver, at lukningen af detailbyggemarkedet i Herning har haft negativ indvirkning på resultatet. Selskabet igangsatte i 2012 en større ombygning af Herning Tømmergård, hvor detailbutikken blev lukket, samtidig med at aktiviteterne til det professionelle segment blev udbygget. Det betød blandt andet, at virksomheden måtte afskedige et antal medarbejdere
Tilpasninger slår positivt igennem i 2013
Roslev forventer forbedret indtjening i 2013, hvor målet er at bevare den nuværende markedsandel i et marked præget af fortsat hård konkurrence. Ledelsen påpeger, at der i forbindelse med nedlukningen i Herning er foretaget en række tilpasninger, som forventes at give positiv effekt i 2013.
Roslev Trælasthandel med hovedkvarter i Skive samt afdelinger i Holstebro, Herning og Ikast, har i 2013 indledt en satsning i Aarhus, hvor en ny afdeling ved havnen så dagens lys her i foråret.