23948sdkhjf

Guide til opstart at privat velfærdsservice

Drømmer du om at starte en privat velfærdsservice, skal du være opmærksom på, at der gælder andre regler end ved opstart af en anden type virksomhed. Se her, hvilke regler du skal være særligt opmærksom på.

Flere kommuner samarbejder med private virksomheder, der tilbyder velfærdsservice som eksempelvis privat hjemmepleje. Når du starter en privat velfærdsservice op, er der særlige regler, der gør sig gældende – i modsætning til opstart af en almindelig virksomhed, hvis målgruppe er virksomheder eller privatpersoner.

Kommunen skal godkende dig som leverandør
Hvis du agter at starte en privat velfærdsservice, skal du kontakte den kommune, du ønsker at være leverandør for, før du indsender en anmodning. De kan hjælpe dig med at besvare eventuelle spørgsmål, ligesom de kan give dig svar på, hvorvidt den service, du tilbyder, er relevant for dem.

Når du har talt med kommunen, skal du godkendes, hvilket kræver, at du indsender en fritvalgsblanket. Det er et krav, hvis du ønsker at blive privat leverandør af madservice, personlig pleje og/eller praktisk hjælp. Du behøver ikke at begrænse dig til én kommune, men kan ansøge hos flere, såfremt du ønsker at tilbyde din service flere steder.

Som leverandør er det dit ansvar at udfylde blanketten korrekt, inden du sender den til den eller de kommuner, du ønsker godkendelse i. Der er en række standardoplysninger, som skal være oplyst, da kommunerne skal bruge dem i godkendelsesprocessen.

Sådan skal fritvalgsblanketten udfyldes
Du skal have nøgletal fra de seneste tre års regnskaber klar, da disse tal skal bruges, når du udfylder blanketten. Det gælder naturligvis udelukkende, hvis din virksomhed har eksisteret i tre år. Alternativt skal du udfylde blanketten regnskab fra de år, din virksomhed har eksisteret. Er du netop startet, kan du undlade dette.

Herudover skal du udfylde police-numre på forsikringer, ligesom du skal angive antallet af medarbejdere samt relevant uddannelse, der gør dem i stand til at varetage de specifikke serviceydelser, du tilbyder. Efterfølgende indsendes blanketten til godkendelse hos kommunen.

Trin for trin-guide til indsendelse
Du finder fritvalgsblanketten på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, hvor der ligeledes er yderligere informationer omkring, hvad den skal indeholde. Når du skal indsende den, gøres det på følgende måde:

1. Find blanketten hos Virk.dk
2. Angiv virksomhedens kontaktoplysninger, herunder CVR-nummer, samt i hvilken kommune, du ønsker at blive godkendt i.
3. Angiv hvilke serviceydelser du ønsker at blive godkendt til.
4. Angiv økonomiske oplysninger om virksomheden, herunder nøgletal fra seneste tre regnskabsår samt forsikringsforhold.
5. Angiv oplysninger om, hvor mange medarbejdere der er i virksomheden.
6. Angiv hvilke krav, der stilles til ydelsen.
7. Angiv hvilke krav, der stilles til samarbejdet med kommunen.
8. Indsend fritvalgsblanketten elektronisk via Virk.dk.

Sørg for, at det praktiske er på plads
Som leverandør af serviceydelser til en kommune, følger der et vist ansvar. Der er mange konkurser blandt private leverandører, hvorfor regeringen har ændret i lovgivningen på området, så de private leverandører har bedre vilkår.

Det påvirker de borgere, der har brug for velfærdsservice, når en privat leverandør går konkurs. Regeringen har søsat adskillige initiativer for at sikre et bedre samarbejde med de private leverandører, ligesom kravene er blevet skærpet.

Derfor er det vigtigt, at du overholder de forpligtelser, du har, når du driver en privat velfærdsservice. Sørg for, at der er styr på strukturen og de juridiske processer i virksomheden – det vil give dig de bedste forudsætninger for at blive godkendt.

Hav styr på ejerfordelingen
Driver du et selskab med en eller flere partnere, er det vigtigt, at I har taget de rette forholdsregler for at sikre virksomhedens fremtidige drift. Med en detaljeret ejeraftale over ansvarsfordelingen hos de personer, der indgår i ejerkredsen, er I sikret ved eventuelle uoverensstemmelser.

Du kan få hjælp til at udarbejde en ejeraftale hos NEMADVOKAT. Hvis der er orden i virksomhedens struktur, er det lettere at blive godkendt. Uanset hvad, er det en god forholdsregel at tage, når du driver et selskab.

Få rådgivning hos kommunen
Er der noget, du er i tvivl om i forhold til processen, kan du søge hjælp hos den kommune, du ønsker at blive leverandør hos. De vil kunne hjælpe dig videre, så du er sikker på, at du overholder de regler, der er gældende på området.

Herudover kan du finde hjælp på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, der detaljeret beskriver de krav, som stilles til de underleverandører, der indgår i kommunernes velfærdsservice.

 

 

Send til en kollega

0.031