Program Manager til Holmris B8
Vil du med udgangspunkt i struktureret projektledelse og stærke relationer være med til at udvikle et forretningsområde i vækst? Og skal det være i en virksomhed, som aktivt fremmer bæredygtige agendaer og er førende på sit felt? Så læs mere om stillingen som Program Manager primært til Jylland og Fyn hos Holmris B8!
Drevet af viljen til at udfordre normen
Som møbelbranchens førende salg- og designvirksomhed skaber Holmris B8 rum til mennesker ud fra filosofien, at et rum ikke blot er et sted, hvor mennesker opholder sig – det er også dér, hvor mennesker udfolder sig med deres personlighed og forskellighed!
Med udgangspunkt i kombinationen af egne produkter og +1000 globale designbrands forvandler virksomheden modige og nyskabende idéer til løsninger, som matcher den enkelte kundes behov.
Netop nu leder Holmris B8 efter en Program Manager til Jylland og Fyn, som bliver ansvarlig for at drive og koordinere flere samtidige projektstrømme hos Holmris B8’ kunder – herunder sikre at kundernes projekter leveres både til rette tid, kvalitet og inden for budget. Med andre ord skal du projektlede med øje for både overblik, risici, fremdrift og kommunikation. I rollen skal du også være den gode ambassadør, som viser at Holmris B8 er den tætte samarbejdspartner og ikke blot en leverandør.
Mere konkret kommer du til at få følgende ansvarsområder og arbejdsopgaver:
- Udarbejde, implementere og følge op på projektplaner, faseplaner, tidslinjer og ressourcestyring
- Skabe struktur og retning for udvikling af bygherreleverancer i forbindelse med renovering og nyindretninger, som involverer flere parallelle arbejdsstrømme
- Fungere som bindeled mellem bygherrer, lejere og øvrige interessenter i komplekse organisatoriske strukturer
- Være den primære kontaktperson for kunderne (sammen med den salgsansvarlige i Holmris B8) herunder facilitere samarbejdet med ejer- og lejerorganisationer og leverandører
- Koordinere og samarbejde med lejerens lokale IT-afdeling, AV-leverandører samt leverandører af forskellige FM-serviceydelser
- Identificere og implementere innovative løsninger, som skaber værdi for kunderne
- Rådgive kunder i relation til relevante bæredygtighedsstandarder og rapporteringskrav
- Integrere bæredygtige løsninger i programstyringen med fokus på bl.a. cirkulær økonomi og ressourceoptimering
Indtil 1/6 får du base på kontoret i Løsning, hvorefter virksomheden flytter i nyt domicil i TRÆ på sydhavnen i Aarhus. Du bliver en del af Business Services-afdelingen med reference til Morten Graven Bilde, Program Management.