Odense Havn søger Håndværker til Serviceteam
Er du serviceminded og altid klar til at smøge ærmerne op? Har du hænderne skruet rigtigt på og lyst til at blive en del af et stærkt team hos Odense Havn? Så søger vi en alsidig håndværker til vores serviceteam – og det er måske dig, vi mangler!
Vi er Danmarks største havn målt på areal og har en stor og varieret kundeportefølje. Med strategisk fokus på markant vækst inden for den grønne omstilling tilbyder vi unikke produkter og services i international skala. Vi står overfor ambitiøse mål, flere kolleger og større projekter, og derfor har vi brug for dig.
Om jobbet
Du bliver en del af Vedligehold & Service, hvor ingen dage er ens. Sammen med fem engagerede kollegaer skal du håndtere en bred vifte af opgaver og udfordringer. Derfor er det vigtigt, at du har flair for flere fagområder og kan tænke kreativt med løsninger for øje. Vi er med til at sikre, at vores kollegaer har de bedste rammer i hverdagen og understøtter den daglige drift ved at levere service i topklasse. I vores team er ingen opgave for stor eller for lille.
Arbejdsstedet vil som udgangspunkt være på vores lokation i Munkebo.
Dine opgaver vil bl.a. være:
- Vedligehold af bygninger, herunder mindre reparationsopgaver
- Klargøring af erhvervslejemål
- Vedligehold af veje, herunder opstregning af lejemålsgrænser og reparation af asfalt
- Rekvirering af og koordinering med eksterne håndværkere og servicefirmaer
- Renholdelse af udendørsarealer og vedligehold af grønne områder
- Inde- og udendørs varierende serviceopgaver, f.eks. ophængning, servicering af kaffeautomater, opstilling og nedtagning af udstyr/borde/telte m.m. ved arrangementer
Om dig
Vi leder efter en kollega, der møder opgaverne med et smil og har mod på at tage fat. Du er engageret, udadvendt og arbejder grundigt med øje for detaljen. Det er naturligt for dig at tage ejerskab for dine opgaver, så du kan arbejde selvstændigt og med høj kvalitet. Som person er du professionel og produktiv – både når du samarbejder med kollegaer og koordinerer med eksterne samarbejdspartnere/håndværkere. Du trives i en hverdag, hvor du ikke altid ved, hvad dagen bringer, når du møder ind.
Vi forventer, at du:
- Har en håndværksmæssig baggrund
- Er i stand til at udføre fysiske opgaver
- Har kørekort til bil – og gerne certifikat til truck
- Kan fremvise en ren straffeattest
- Kan begå dig på dansk, både skriftligt og mundtligt
- Kan identificere dig med vores værdier:
- Købmandskab - vi laver god forretning
- Ansvarlighed - det, der er værd at gøre, er værd at gøre godt
- Pionerånd - vilje og lyst er drivkraften
Vi tilbyder
En spændende hverdag i en dynamisk organisation med engagerede kolleger og en uformel tone, hvor vi lægger stor vægt på et godt arbejdsklima. Du får løn i henhold til Industriens Overenskomst på funktionærlignende vilkår samt en lønpakke, som inkluderer fri telefon og internet, sundheds- og tandforsikring samt pensions-, kantine- og frugtordning.
Bliv en del af en verden i vækst
Vi er i front med højteknologisk energiudvikling og har skabt et hotspot, hvor innovation og produktion mødes. Snart får vi også selskab af SDU’s robotcenter, der skal understøtte de store produktionsvirksomheder på havnen. Vi kan konkurrere på internationalt niveau med vores unikke faciliteter.
Ansøgning
Har du spørgsmål, kan du kontakte teamleder i Vedligehold & Service, Per Gregersen på telefon 22 94 44 16.
Skynd dig at søge stillingen, da vi indkalder til samtaler løbende. Vi ønsker, at vores kommende kollega kan starte den 1. marts 2025.
Ansøgningsfrist:
Snarest muligt