Optimering sparer millioner
En screening af ombygningen af Frederiksberg Centret resulterede i en besparelse på 17 procent. Begrebet hedder ’value engineering’.
- Value engineering er tværfaglig og sikrer, at man gransker projektet i sin helhed med friske øjne. Og så er det ikke mindst en god investering, der som regel skærer mellem 10-15 procent af udgifterne, forklarer Jens Fussing, Technical Director i Cowi.
Han har selv et helt konkret eksempel fra Frederiksberg Centret, hvor ejendommens ejer, Danica, bad Cowi om en grundig screening, da en udvidelse af centret viste sig at blive for dyr. Med Cowis hjælp opnåede bygherren en besparelse på 17 procent i forhold til den pris, som projektet oprindeligt var prissat til. Screeningen viste nemlig, at de eksisterende fundamenter kunne optage den ekstra belastning fra de to nye etager uden yderligere forstærkning. Desuden foreslog Cowi et alternativt dæksystem, der sparer både penge og tid.
Ikke en sparerunde
- Value engineering handler om at screene et projekt fra start til slut og optimere byggeriet. Djævlen ligger altid i detaljen, og alt fedt skal skæres væk. Det stiller store krav til ingeniørens faglighed og viden, forklarer Jens Fussing, der har erfaring nogle af de højeste skyskrabere i Mellemøsten.
- Hver eneste kvadratmeter, justering af én teknisk løsning eller metodevalg betyder meget, når der ganges op med mange etager. Hvis bygningen bliver tungere, bliver mange materialer og processer dyrere. Så jo før man ser på byggeri med value engineering-øjne, jo større er gevinsterne for bygherren, fordi man gør det rigtige fra starten, fortsætter Jens Fussing.
Han understreger, at selvom value engineering ofte efterspørges, når et projekt viser sig at blive for dyrt, er det ikke at sammenligne med en traditionel sparerunde. Det er snarere en kreativ og organiseret indsats, hvor det handler om at identificere de steder i projektet, hvor noget kan gøres på en smartere måde.
Kilde: Cowi