Rådgivende ingeniører får ny formand
Orbicons administrerende direktør, Jesper Nybo Andersen, er udpeget som ny formand i FRI; Foreningen af Rådgivende Ingeniører.
- Vi har en særlig forpligtelse til at levere verden videre til de næste generationer i en tilstand, som er lidt bedre end den, vi modtog, og det er netop det, der gør vores branche så interessant. Som rådgivende virksomheder indenfor det teknisk naturvidenskabelige område, kan vi skabe de tværfaglige løsninger, som sikrer en hensigtsmæssig ressourceudnyttelse, bygninger og byrum der er gode at leve i og en natur, der er mangfoldig, siger den nyudnævnte formand.
Forener business og passion
Selvom han nu bliver ny formand i FRI, er Jesper Nybo Andersen ikke selv uddannet ingeniør. I 1984 tog Jesper Nybo Andersen kandidateksamen i geografi fra Københavns Universitet, og efter et halvt år som gymnasielærer kom han til Hedeselskabet. Her trådte han de første skridt i virksomheden i gummistøvler, hvor han arbejdede med blandt andet vandløbsadministration, jordforurening og naturrestaurering.
Han steg hurtigt i graderne, og i 1999 blev han medlem af selskabets direktion. To år efter blev han administrerende direktør for Hedeselskabet Miljø og Energi, som i 2006 ændrede navn til Orbicon. Virksomheden er gennem organisk vækst og flere opkøb, udviklet til en af Danmarks største tekniske konsulentvirksomheder, der beskæftiger ca. 425 medarbejdere og har en omsætning på ca. 400 mio.kr.
Ud over at være miljøforkæmper er FRI’s nye formand således også forretningsmand. Som administrerende direktør i Orbicon er det lykkedes Jesper Nybo Andersen at forene business med passion. Orbicon, der er et 100 procent ejet datterselskab i Hedeselskabet, er i dag en af de største spillere på markedet, når det kommer til løsninger på klimaudfordringen og det bæredygtige byggeri. Desuden har Jesper Nybo Andersen ambitioner om at være med helt fremme inden for miljø og udvikling af cleantech. Ifølge ham er cleantech-teknologien Danmarks helt store eksportchance, og han kæmper for at få miljøforbedringer og et driftigt erhvervsliv til at hænge sammen.
Det er også denne drivkraft, der har gjort ham til medinitiativtager til FRI's Visionsdebat på Christiansborg i april. Her skal vand som vækstfaktor diskuteres af praktikere og politikere. Jesper Nybo Andersen har ved flere lejligheder udtalt, at han mener, at forudsætningen for mere eksport af samlede vandløsninger ikke er til stede i Danmark, da der herhjemme bliver skelnet skarpt mellem vandselskaber, rådgivere og leverandører. Det ser han som et problem, når man globalt efterspørger samlede løsninger – systemløsninger med drift og service.