Nyt Utzon-byggeri igangsættes ved Limfjorden
Udviklingsselskabet Calum stikker lige efter sommerferien spaden i jorden til et nyt projekt med 84 ungdomsboliger og 30-32 ejerlejligheder. Kim Utzon er arkitekten.
Krisen satte imidlertid planerne på standby, men nu udvikleren klar til at genoptage projektet:
- Vi er så overbeviste om, at den helt unikke placering ved fjorden og alligevel midt i centrum er så eftertragtet, at vi starter byggeriet hurtigst muligt – formodentlig lige efter sommerferien. Lejlighederne vil være klar til indflytning i slutningen af 2014, siger direktør Henrik Calum.
Licitationsmateriale undervejs
Kvarteret ved Limfjordsbroen vil ændre sig markant, når de to nye huse på henholdsvis seks og ti etager skyder op lige umiddelbart øst for broen. Der bliver 84 ungdomsboliger til Nørresundby Boligselskab i det ene hus nærmest broen og 30-32 ejerlejligheder i den anden bygning nærmest havnefronten.
Henrik Calum fortæller, at alle formaliteter omkring det nye byggeri er plads. Projektet med ungdomsboligerne er godkendt, licitationsmaterialet er ved at blive udformet – og salget af ejerlejlighederne igangsættes nu.
- Lejlighederne får den størrelse, som ofte tiltaler par, der vil flytte fra hus til lejlighed i centrum, nemlig mellem 90 og 160 kvadratmeter. Der er dog også muligheder for at lave større lejligheder, hvis der er interesse for det, siger Henrik Calum.
De to huse bindes sammen med et byggeri i tre etager langs Toldbodgade. I underetagen laves cirka 150 parkeringspladser med indkørsel fra Strandvejen. Nogle af pladserne hører til ejendommens lejligheder og kontorer, men de fleste vil være offentlige.
Byggeriet er tegnet af arkitekt Kim Utzon, der også har tegnet Utzon Centret nogle hundrede meter længere mod øst ad havnepromenaden. Efter at Kim Utzon stoppede på sin tegnestue, har en anden af Calums samarbejdspartnere, arkitektfirmaet Kjaer & Richter, arbejdet videre med projektet.
- Vi glæder os til at komme i gang med at bygge ved havnen. Ikke mindst her, hvor omgivelserne er færdigudviklede, sådan at de nye beboere ikke flytter ind på en byggeplads, slutter Henrik Calum.