Traditionelt murværk med smukke detaljer
Ved projektering af murværk, er der en tendens hos rådgiverne, til at arbejde nogle smukke detaljer ind i det murede byggeri, konstaterer Randers Tegl.
Et af eksemplerne er igangværende renovering af blandt andet facader ved Kamhusene i Valby, som er fem boligblokke i fire plan.
På de eksisterende gavle opbygges skalmure inklusive hulmursisolering samt gavludsmykning. De fem gavle er udført med forskellige relief - murværksmønstre, der er udført med traditionelle røde blødstrøgne mursten, opmuret med smukke detaljer. Resultatet er blevet en langt mere attraktiv bebyggelse i nutidig standard.
Heldhedsplanen omfatter renovering af tag og facader, herunder omfugning, efterisolering af gavle og opmuring af skalmur med murværksmønster, nye indgangspartier, udskiftning af køkkener og badeværelse, lejlighedsammenlægning, nye altaner, nye friarealer, udskiftning af installationer og ventilation.
Bygherre på projektet er Lejerbo. Witraz Arkitekter er totalrådgiver og står for arkitekturen. Esben Kirkegaard varetager ingeniørrådgivningen i samarbejde med Gert Carstensen. Byggearbejdet udføres som hovedentreprise af Hald og Halberg.