Master-kompetencer skal sikre bedre bygninger
I nær fremtid skal der løses renoveringsopgaver for milliarder af kroner. Aalborg Universitet vil i den forbindelse være med til at sikre flere faggrupper et kompetenceløft.
På nuværende tidspunkt udbydes der i Danmark ingen akkrediterede kompetencegivende efteruddannelser inden for bygningsfysik, kun korte kurser, og derfor ser AAU et behov for kompetenceløft blandt faggrupper som bygningskonstruktører og arkitekter samt nogle grupper af ingeniørerne.
Færre fugtskader og bedre energirenovering
Ifølge professor Anker Nielsen, der er medudvikler og underviser på uddannelsen, er langt over halvdelen af alle kendte byggeskader forårsaget af fugt. Mange af skaderne opstår på grund manglende viden eller fejl ved projektering eller udførelse. Det medfører en øget risiko for fugtophobning, hvilket kan medføre skimmelsvampevækst og dårligt indeklima, samt – på længere sigt – nedbrydning af materialer og konstruktioner.
Store energibesparelser i byggeriet kan i sig selv være krævende at opnå – både i byggeteknisk, økonomisk og kulturel henseende – og de fugttekniske følgevirkninger medfører yderligere kompleksitet. Det er i lyset af disse udfordringer, at uddannelsen har sin relevans.
- De studerendes karrieremuligheder forbedres med den nye masteruddannelse. En undersøgelse fra sidste år blandt byggeriets parter viste, at der efterspørges flere kompetente bygningsfysikere med speciale i bygningers varme- og fugtforhold. Det skulle gerne medføre en reduktion i fugtskader og en bedre energirenovering, siger Anker Nielsen.
Masteruddannelsen er forskningsbaseret, hvilket indebærer, at man som studerende møder de førende eksperter på feltet og kommer til at arbejde med aktuelle forskningsteorier og -metoder. Undervisningen er problembaseret og tager således udgangspunkt i konkrete problemstillinger. De studerende opfordres her til at tage bygningsfysiske problemstillinger med ind i studiet – gerne fra konkrete bygge- eller renoveringsprojekter. Uddannelsen foregår på Aalborg Universitet København, hvor undervisningen varetages af forskere fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) samt eksperter fra ind- og udland. Den kan gennemføres samtidig med, at man har fuldtidsarbejde og varer to år på halv tid. Uddannelsen kan også tages som enkeltmoduler.
Læs mere på www.evu.aau.dk