Erfaren køkkenmand starter ny virksomhed
Tidligere SKG-direktør Anders Hornebo har søgt verdenspatent på et helt nyt garderobekoncept, der både henvender sig til professionelle og privatmarkedet.
2
Billeder
Anders Hornebo har stiftet DecoSlide Company A/S og er netop nu i fuld gang med at udbrede kendskabet til et nyt patenteret garderobekoncept.
Det hele tog sin begyndelse, da Anders Hornebo var koncernchef for Skandinavisk Køkkengruppe (SKG) og havde sit daglige virke på køkkenfabrikken Kitchn i Aulum. Sammen med fabrikschef Henrik Gadgaard fik han i 2010 idéen til DecoSlide, og da Anders Hornebo et par år senere forlod virksomheden, tog han rettighederne til konceptet med sig. Siden fulgte Henrik Gadgaard med, og han er i dag indkøbs- og logistikchef i DecoSlide Company, der har adresse i Silkeborg.
Det skal være nemt og hurtigt
- Vi har begge en fortid i køkken- og inventarbranchen og ved, at skydedørsgarderober i fuld højde er en særlig udfordring. De skal som regel specialfremstilles, og håndværkere venter typisk med at bestille dem hjem, indtil alt andet er på plads i nybyggeriet eller renoveringsprojektet. Risikoen for fejlmål er simpelthen for stor, og så har man måttet leve med, at leveringen af de færdige skydedøre i mange tilfælde forsinker afleveringen, fortæller Anders Hornebo.
Med DecoSlide tilbyder han et koncept, som passer til alle rumhøjder mellem 210 og 250 cm, og som kan samles og monteres på stedet. Skydedørene samles ved en kombination af pladeelementer, der overlapper hinanden og holdes på plads af håndlister. Det eneste led i DecoSlide, som kræver opmåling og tilpasning, er skinnerne, som skæres til med en håndsav.
Nøgleordet har hele vejen igennem det godt to år lange udviklingsforløb været, at det skal være nemt. Nemt at gennemskue, nemt at købe og nemt at samle. Skydedørene er pakket usamlede i flade kasser, så de er nemme at håndtere og transportere. Samme princip gælder for garderobeserien, der også er pakket i flade kasser og i håndterbare størrelser.
Logistikken er en stor styrke
DecoSlide startede op med salg via internettet den 2. januar og har sideløbende været i dialog med byggemarkedskæderne. På nuværende tidspunkt er der indgået aftale med Bauhaus, der vil forhandle DecoSlide-systemet i samtlige 15 danske varehuse fra midten af marts:
- Bauhaus-ordren er meget stor for os, og vi får travlt med at levere til varehusene allerede fra næste uge. Derfor regner vi ikke med at lave yderligere aftaler før i 2. kvartal. Via en agent i Tyskland bearbejder vi de store kæder på det tyske marked, og vi er også begyndt at kigge på mulighederne i Norge og Sverige, fortæller Anders Hornebo, der ser store muligheder på eksportmarkederne:
- Vi har et produkt, der adskiller sig fra andre ved, at det ikke fylder ret meget. En almindelig personbil kan transportere skydedøre til seks meter i bredden og 250 cm. i højden. Transportomkostningerne er derfor ekstremt lave, og risikoen for transportskader er minimal. Det gør, at vi kan satse mere på eksport, forklarer han.
Udover Anders Hornebo og Henrik Gadgaard beskæftiger DecoSlide en håndfuld medarbejdere. Produktionen er outsourcet til underleverandører i Skandinavien og Tyskland, mens salg og logistik varetages fra domicilet på Priorsvej 2 i Silkeborg.