23948sdkhjf

Danske tagplader til Sierra Leone

Arkitekter Uden Grænser står bag et nyt miljølæringscenter i Sierra Leone. Cembrit er med i projektet og har leveret 750 m² bølgeplader – kvit og frit.
Om få uger åbner et nyt miljølæringscenter i Sierra Leone i det vestlige Afrika med det formål at oplyse lokalbefolkningen om miljø, energi og bæredygtigt landbrug.

Arkitekter Uden Grænser står bag projektet og er netop nu ved at lægge sidste hånd på byggeriet, der opføres tæt ved hovedstaden Freetown. Landet står over for enorme miljømæssige problemer, og formålet med læringscentret er således at undervise, inspirere og gøre lokalbefolkningen i stand til at beskytte og genoprette deres sårbare miljø til fordel for kommende generationer.

- Allerede nu, før vi endnu er færdige, tiltrækker byggeriet en masse opmærksomhed fra både lokalbefolkningen og andre miljøorganisationer. Men miljølæringscentret er på mange områder også helt unikt, og der findes ikke tilnærmelsesvis lignende bygninger i Sierra Leone, fortæller Camilla Kragh, frivillig arkitekt ved Arkitekter Uden Grænser siden 2008. Hun fortsætter:

- I denne smukke bygning vil både skoleklasser, studerende og lokalbefolkningen kunne få information og vejledning i best practice. Bygningen skal desuden fungere som samlingssted for miljøorganisationer i Vestafrika for at styrke den kollektive indsats på miljøfronten.

Byggeriet, som rummer både auditorium, udstillingsareal, videolab, kontorer, møderum og bibliotek, er et højt profileret, bæredygtigt projekt i Sierra Leone, og i sig selv et eksempel på bæredygtige byggeteknikker og principper, såsom vandopsamling til drikkevand, komposttoiletter, solceller og haver til filtrering af spildevand.

Konstruktionen er lavet i træ, som beklædes med polycarbonat, metervis af myggenet og bambus, der er det hurtigst voksende naturlige byggemateriale og fås lokalt i Sierra Leone. Taget er dog langt fra lokalt. Danske Cembrit blev nemlig så begejstret for projektet, at virksomheden donerede 750 m² af de karakteristiske og meget bestandige bølgeplader, som endnu er et ukendt byggemateriale i Sierra Leone.

- Tagbeklædning i fibercement var et ønske fra Arkitekter Uden Grænser pga. materialets alsidige egenskaber inden for holdbarhed, bæredygtighed, lav vægt, udseende og mulighed for vandopsamling, fortæller Mogens Fisker, administrerende direktør i Cembrit.

- Men bølgeplader er også et afgørende element for centrets daglige drift pga. materialets støjreducerende egenskab, fx når det regner. De fleste hustage i Sierra Leone er beklædt med blik- eller alutag, hvilket kan resultere i, at undervisning i auditorier simpelthen må aflyses pga. støj fra regnen. Det bliver ikke tilfældet i det nye miljølæringscenter, og vi er meget stolte over at kunne bidrage til dette banebrydende projekt i Sierra Leone, siger han.

Huset ventes indviet i april, og i den anledning vil der være adskillige sierra leonske ministre tilstede og forhåbentlig også landets præsident.

- Kendskabet til centret er allerede meget stor, og jo mere vi bygger, desto højere forventninger får vi til dets indflydelse i fremtiden, slutter Camilla Kragh.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094