Nyt kontordomicil på vej i Aalborg
Søren Enggaard A/S og Plus Bolig opfører nyt kontorbyggeri på byens tidligere eternitgrund.
Byggeriet opføres i fire etager, hvor Plus Bolig bliver ejer af de tre nederste, mens Søren Enggaard A/S ejer den øverste. Byggeriet omfatter i alt ca. 2.000 m² og forventes færdigopført og klar til indflytning i februar 2014.
Startskud til flere aktiviteter
Søren Enggaard og Plus Bolig har i samarbejde med Nybolig Erhverv Aalborg arbejdet med at udvikle projektet over det seneste års tid. Byggeriet tager afsæt i den overordnede planlægning af Eternitområdet, hvor området ved Alexander Foss Gade og Visionsvej er udlagt som et såkaldt ’arkitektonisk eksperimentarium’.
En af områdets eksisterende silobygninger integreres i dette moderne kontordomicil, helt i tråd med lokalplanen for området, og siloen får således karakter af varetegn for byggeriet og i det hele taget for hele transformationen af området. Bygningen, der er tegnet af KPF Arkitekter, er i sin runde form inspireret af områdets markante arkitektur og den historie, der knytter sig til hele området.
- Med det nye kontor ruster vi os til fremtiden. Vi er ved at vokse os ud af vores nuværende lokaler og har et stort behov for bedre fysiske rammer for medarbejderne i selskabets administration. Vi vil med flytningen kunne tilbyde vores mange kunder en endnu bedre service. Vi forventer samtidig, at de mange aktiviteter, der allerede er i gang i selskabet suppleres med yderligere nybyggerier og renoveringer i fremtiden. Kontordomicilet er blot 1. etape af vores kommende aktiviteter i området. Vi forventer, at kunne opstarte byggeriet af 167 ungdomsboliger i umiddelbar tilknytning til området i slutningen af 2013. Derefter følger i 2014 yderligere 100 ungdomsboliger beliggende på hjørnet af Poul Larsens Vej og Sønderbro ved tvillingesiloerne, fortæller direktør Henrik Thomsen fra Plus Bolig.