NCC scorer kontrakt til 149 millioner
Det bliver NCC Roads, der skal stå for vedligeholdelsen af veje i Sorø og omegn i de kommende 15 år.
Det betyder at det i de kommende 15 år bliver NCC Roads som får fornøjelsen af at lappe huller og i øvrigt passe veje, cykelstier og rabatter i hele Sorø Kommune til glæde for både borgere og erhvervsliv.
- Vi er meget glade over nu omsider at få denne aftale på plads. Vejene har jo virkelig trængt til et løft i flere år, og nu er der lys for enden af tunnelen. Vi forventer at alle borgere kommer til at mærke et kvalitetsløft i form af færre huller i veje, cykelstier og asfalterede parkeringspladser, siger borgmester Ivan Hansen.
Vejvedligeholdelsen har i flere år haltet bagefter, og NCC Roads overtager vedligeholdelsesopgaven med et betydeligt efterslæb som skal indhentes i løbet af de første tre år af kontraktperioden.
Det er aftalt, at der i løbet af de næste tre år skal gennemføres vedligeholdelsesarbejder for omkring 80 mio. kroner. Det er kommunens vurdering at ca. 80 procent af kommunens vejnet vil få ny belægning i løbet af de 15 år som kontraktperioden varer.
Investeringer frem for lappeløsninger
I NCC Roads ser man frem til at gå i gang med arbejdet i Sorø Kommune som vil få stor gavn af NCC’s incitament til at investere langsigtet i kommunens infrastruktur.
- Den lange tidshorisont giver ro og økonomi til at få lagt store mængder asfalt og overfladebelægning ud frem for at skulle lappe huller, fordi man kun kan se et par år frem og har få midler. Med funktionskontrakten får Sorø på sigt markant lavere årlige vedligeholdelsesomkostninger, fortæller underdirektør i NCC Roads Jens-Kristian Damsgaard.
Funktionskontrakten giver samtidig mulighed for en miljøvenlig udvikling der kommer hele samfundet til gavn:
- Kontrakten giver albuerum til at eksperimentere og teste nye grønne produkter. Risikoen ligger hos os som entreprenør, for hvis det ikke virker tilfredsstillende, er det vores hovedpine at lave det om, så vi opfylder kontrakten med Sorø Kommune. Men i disse tider hvor genbrugstanken og miljøbevidstheden er i højsædet er det et ’must’ at produktudvikle – her er funktionskontrakterne en legeplads under kontrollerede forhold, forklarer Jens-Kristian Damsgaard.
Fakta:
Tilbudssummen er på 149 millioner kroner over de kommende 15 år.
Funktionsudbuddet omfatter ca. 490 km kommuneveje, ca. 78.000 m2 pladser (især asfalterede arealer på kommunens institutioner), ca. 66 km asfalterede cykelstier, regulering af rabatter på veje uden for kommunens byområder.
NCC Roads har stor erfaring med funktionskontrakter. Virksomheden bød på og vandt den første funktionskontrakt for et vejnet som den tidligere Rønnede Kommune udbød i 2002.
Inkl. Sorø Kommune varetager NCC Roads i dag funktionskontrakter for vejnettet i 12 kommuner, svarende til et samlet vejnet på ca. 3.500 km.