Ventetid kan koste dyrt
Boligejere sætter byggeopgaver på stand-by i forventning om, at en ny tilskudsordning kan være på trapperne.
Det fortæller Per Thomas Dahl, direktør i Dansk Byggematerialer under Dansk Byggeri.
- Alene i denne uge har jeg talt med fire-fem virksomheder, som fortæller, at deres kunder vil vente med at få leveret nye vinduer eller få udført andre opgaver – fordi der jo snart kommer en ny tilskudsordning. Det dur ikke, at virksomhederne skal opleve, at butikken går i stå, mens politikerne skal finde ud af hvad de vil, siger han.
Frygter at der ikke sker noget
Det har da også skabt debat på Christiansborg og internt i regeringen, hvorvidt det var klogt at lukke ordningen. Ifølge Per Thomas Dahl har Statsministeren selv været med til at skabe håb om en fortsættelse ved på sit ugentlige pressemøde at betone, at hun fandt ordningen god.
- Den passus er vi selvfølgelig glade for at høre, men frygter alligevel, at der ikke sker noget. Det har i al fald skabt en forventning, som nu mærkes ude i virksomhederne. Boligejerne regner med andre ord med, at der er noget på vej, siger Per Thomas Dahl.
Dansk Byggeri har længe slået på tromme for at genstarte en ordning, der kan bidrage til at realisere ikke mindst de grønne ambitioner på energiområdet. Samtidig beklager Dansk Byggeri den usikkerhed, der er blevet skabt om en fremtidig ordning.
- Det er et problem, når der italesættes et håb, og der så går en rum tid, inden der handles politisk. En støtteordning skal således komme som tyv om natten, hvis man helt skal undgå at markedet reagerer med den tøven, som vi nu ser, slutter Per Thomas Dahl.