Fraråder klausuler
Brønderslev kommune overvejer brugen af sociale klausuler på opgaver, der bliver sendt i udbud. Dårlig ide lyder kritikken fra Dansk Byggeri.
Intentionen er god, men den medfører en masse bureaukrati og løser ikke Brønderslevs udfordringer, lyder det kritisk fra Dansk Byggeri, som ser flere problemer ved modellen:
- Sociale klausuler får i mange tilfælde virksomhederne til at holde lidt igen med at ansætte lærlinge, fordi de venter med at ansætte, til de eventuelt har vundet en opgave. Og med klausuler ser vi tit, at eleven kun ansættes i den periode, opgaven varer. Der kan hurtigt gå en masse lærepladser tabt på den måde. Derudover giver det en del papirarbejde, og det behøver vi ikke have mere af, siger formand for Dansk Byggeri Nordjylland, Knud Kristensen.
Sats i stedet på partnerskabsaftaler
Opfordringen er derimod, at kommunen bør indgå en partnerskabsaftale med Dansk Byggeri, hvor kommunen, de tekniske skoler og Dansk Byggeri i fællesskab og af frivillighedens vej forsøger at skabe flere lærepladser ude hos de lokale håndværksmestre.
- Når virksomhederne selv kan tilrettelægge, hvornår de har mulighed for at tage en lærling, så vil de gå langt, for at hjælpe med at finde lærepladser til vores lokale unge. Det har givet fine resultater i andre kommuner, og det kan det selvfølgelig også gøre i Brønderslev, lyder det fra Knud Kristensen.
I øjeblikket har 16 kommuner indgået en partnerskabsaftale med Dansk Byggeri, og der er flere på vej.